Fortsæt til indhold

Tåkrummende teater om familien

Tragisk komedie på Randers Teater om at være fanget i familiens spind og i gamle fortællinger og selvbedrag.

Kultur og byliv
gs

Snart kan man opleve forestillingen ’Ophav’ på Randers Teater, der handler om noget, langt de fleste sagtens kan sætte sig ind i. Den dykker nemlig ned i det at have en familie med alt, hvad der følger med - også af både forstemmende og pinagtige situationer.

Handlingen tager udgangspunkt i Jørgen, der har ført firmaet Böllugaze frem til en position som europæisk markedsleder inden for steril gazeproduktion. Han har perfektioneret produktionen, der bygger på bedstefarens patent. Jørgen er virksomheden, han er konge i byen - ja, i hele kommunen. Så firmaet går fint, men hvad med familien?

Fabel om frihed

Sønnen Michael står til at overtage ledelsen af virksomheden, men Jørgen har ingen tillid til ham. Storesøsteren Birgitte med sin vanvittige hund, Tarzan, der ifølge hende er klogere end de fleste mennesker, kan ingen rigtig holde ud at være sammen med i længden. Og hvad med den venstreorienterede efternøler Katrine. Hvorfor tilbringer hun pludselig mere og mere tid med faren og hjælper ham med firmaet?

’Ophav’ er skabt af Teater Rum i samarbejde med Team Teatret, og de kalder selv forestillingen en tåkrummende og tragisk komedie om at være fanget i familiens spind og i gamle fortællinger og selvbedrag. Det er også en fabel om frihed, om at have modet til at skære al løgn og forstillelse væk for at komme fri og at genopdage dem, man dybest set elsker.

’Ophav’ spiller på Randers Teater 19. og 20 februar.