Teater kommer tilfældigvis forbi
Stor interesse for Elro turné med forestilling fra Randers Teater, der når rundt til 21 kultur- og forsamlingshuse i området.
Randers Teaters musikalske vinterforestilling ”Tilfældigvis forbi” havde premiere på teatret 20. januar og har siden spillet for fulde huse. Det samme ser ud til at blive tilfældet, når forestillingen drager på den årlige ELRO-turné, der denne gang når rundt til 21 kultur- og forsamlingshuse i området.
Selv om der er flere uger til turnéen, melder mange af stederne allerede om udsolgt. Et af dem er Estraden i Havndal, hvor Anne Højstrup er bestyrelsesmedlem i den lokale borgerforening.
»Det gik forrygende stærkt. Vi havde solgt de første 20 billetter, inden vi overhovedet nåede at slå det op, og nu er der helt udsolgt. Vi kunne have solgt mange flere billetter end de 80, der er plads til,« siger Anne Højstrup i en pressemeddelelse.
Turnéen er igen i år økonomisk støttet af ELRO Fonden, hvilket gør, at billetprisen kan holdes nede på 50 kroner, som går ubeskåret til det enkelte forsamlingshus eller kulturhus.
’Tilfældigvis forbi’, der har manuskript af skuespiller Niles Olsen, tager udgangspunkt i de store hits fra Rugsted og Kreutzfeldts bagkatalog og har skuespillerne Lone Rødbroe og Tom Jensen på scenen sammen med musikerne Thomas Pakula og Jacob Venndt.
Turnéen varer fra 21. februar til 19. marts, og billetter kan ikke købes gennem teatret, men ved henvendelse til det enkelte spillested. Oversigten over spillesteder og kontakt info i forhold til billetkøb kan ses på Randers Teaters hjemmeside.