Da tyskerne skød sproglæreren
Tidligt om morgenen 30. november 1943 blev 31-årige Kai Hoff, adjunkt på Randers Statsskole i fransk og engelsk, arresteret af Gestapo i sin lejlighed på Vester Altanvej.
Hoff havde ingen mulighed for at bortforklare, at han havde et stort våben- og sprængstoflager i lejligheden. Han blev afhørt under tortur og skudt under flugtforsøg.
Tyskerne var i det røde felt på grund af en stor sabotage mod jernbanebroerne ved Langå to uger tidligere. Den førte til henrettelse af fem unge frihedskæmpere efter krigsretsdom - heraf de fire fra Randers.
I anledning af, at det er godt 80 år siden, begivenhederne fandt sted, inviterer Randers Statsskole til foredrag med historiker, journalist og tidligere student fra Randers Statsskole Niels-Birger Danielsen.
Han vil fortælle om Kai Hoff og om de øvrige skæbner bag den mindeplade i skolens gård, som skolens elever og personale dagligt går forbi.
Alle er velkomne til foredraget, og der er fri entré. Randers Statsskole beder dog om tilmelding på LL@randersstatsskole.dk.