Fortsæt til indhold

Foredrag: Kan du have en fest med dine fejl?

Foredrag sætter fokus på ordblindhed.

Kultur og byliv
sra

Radiovært Andreas Lynge mener, at man sagtens kan have en fest med sine fejl. Det vil han fortælle mere om, når han sammen med Emil Slaug holder i foredrag på Skanderborg Bibliotek mandag 26. februar. Det skriver biblioteket i en pressemeddelelse.

Andreas Lynge uddyber:

»Når jeg holder foredrag om ordblindhed handler det om de tre vigtigste ting, vi har lært som ordblinde. Det er tre ting, der alle har gjort en hverdag som ordblind nemmere. De tre ting er: Sig det højt – Sig »jeg er ordblind«, Opdag og udnyt fordelene ved at være ordblind og til slut Ha’ en fest med dine fejl.«

Louise Grønlund, kulturformidler ved Skanderborg Kommunes biblioteker supplerer:

»Vi skal have gjort op med ideen om at vi alle skal være perfekte og fejlfrie. Derfor er det super godt, at Andreas vil komme og fortælle om det at være ordblind og, hvordan man omfavner noget mange ser som noget uperfekt. Andreas har en fantastisk måde at fortælle, når han i bedste humoristiske stil, deler ud af personlige erfaringer omkring det at være ordblind. Foredraget er for alle - børn, unge, forældre og fagfolk, der arbejder tæt med personer med ordblindhed,« slutter Louise af.

Denne eftermiddag har Andreas Emil Slaug med som gæst. Emil og Andreas mødte første gang hinanden i et afsnit af podcasten ”Jeg er ordblind”. Nu mødes de igen, denne gang live, hvor de vil underholde publikum om deres mange erfaringer som ordblinde.

Andreas har i mange år arbejdet som radiovært, blandt andet på radiostationen ved Skala FM, og er desuden tilrettelægger på podcasten ”Jeg er ordblind”.

Emil er 21 år, han arbejder i Vejle som souschef i Silvan, og han er ordblind og lever med ADHD.

Foredraget er et samarbejde mellem Ordblindekonsulent Inge Buchardt og Skanderborg Kommunes biblioteker, som ønsker at sætte fokus på ordblindhed i kommunen.

Billetter til foredraget købes via bibliotekets hjemmeside.