Vil du lære at bygge din egen SUP eller kano?
ÆBBA, Æbeltoft Bådebygger Akademi, inviterer til informationsmøde i håb om at finde en bestyrelse og frivillige til det nye akademi.
Det er faktisk ikke så svæt at bygge sin egen SUP, kano eller sejljolle. Det påstår engelske Richard Drabble.
Han er for nylig flyttet til Ebeltoft fra udlandet, hvor han tidligere har haft succes med at starte et bådebygger akademi op.
Nu ønsker han, at det samme skal ske i Ebeltoft, og derfor inviterer han på vegne af ÆBBA, Æbeltoft Bådbygnings Akademi, til informationsmøde på Posthuset 1. marts klokken 16.
Tanken er, at akademiet lærer folk i alle aldre at bygge nye træbåde ud fra bæredygtige metoder.
Man starter i det helt små med at bygge modeller, og til sidst kan man bygge en SUP, havkajak, jolle eller robåd, som man rent faktisk kan sejle i.
»Eller måske et vikingeskib. Som et ÆBBA-signaturprojekt, for eksempel en efterligning af Gislinge-båden. Og når vi har bygget to af dem, kan vi arrangere regattaer og kapsejladser med vikingeskibe og invitere turister og virksomheder,« siger Richard Drabble.
Han forestiller sig også kurser for sommerhusgæster, som kunne bygge deres egen SUP eller kajak på et 1 eller 2 ugers kursus
Ambitionerne er gode, og de færreste kan vel være uenige i, at man næppe finder et sted, hvor det maritime håndværk passer bedre ind end på havnen i Ebeltoft.
Men sådan en forening kommer ikke af sig selv. Derfor håber Richard Drabble, at han med mødet 1. marts ikke blot får muligheden for at informere, men også at hverve frivillige til bestyrelse og til selve værkstedet, som kan tage sig gode at kursisterne.
»Vi er et non-profit initiativ, og vi håber at møde personer i lokalsamfundet og fra organisationer til en dialog om bådbygning og maritime aktiviteter.«
På mødet vil ÆBBA præsentere eksempler på bådprojekter med billeder, foreningens kerneværdier og tilgangen til bæredygtige materialer, metoder og meget mere. Der vil være mulighed for spørgsmål og diskussion, da ÆBBA ønsker at inddrage ideer fra så mange som muligt. Så mød endelig op, hvis du vil høre mere om akademiet - også selv om du ikke har mod på at være frivillig.
Richard Drabble håber at kunne stifte foreningen på en generalforsamling til april.