Fortsæt til indhold

Bliv klogere på parasitter

Er parasitter og mikrober vores fjender? Det er titlen på første foredrag fra Aarhus Universitet, som Rønde Højskole og Syddjurs Gymnasium sammen sikrer streaming af.

Kultur og byliv
gs

Aarhus Universitet har gennem flere år gennemført Live Stream af naturvidenskabelige foredrag i masser af forsamlingshuse, skoler og biblioteker over hele landet. Det særlige koncept indebærer, at tusindvis af mennesker får formidlet en faglig problemstilling på samme tid, og også har mulighed for at stille uddybende spørgsmål til foredragsholderen, der rent fysisk befinder sig i et auditorium på universitetet. Derudover vil publikum også have mulighed for at tage en fælles snak om det emne, foredragsholderen har formidlet.

Nu er Aarhus Universitet klar med Live Stream af en ny foredragsrække. Fra februar og frem til april gennemføres seks foredrag på højt fagligt niveau – og med vidt forskellige emner. I Rønde foregår foredragene på henholdsvis Rønde Højskole 20. februar, 27. februar og 16. april og på Syddjurs Gymnasium 12. marats, 19. marts og 9. april.

Det første foredrag, der foregår på Rønde Højskole 20. februar kl. 19-21, har titlen ”Er parasitter og mikrober vores fjender?” Foredragsholdere er evolutionsbiolog Tom Gilbert og parasitforsker Peter Lindberg Nejsum. Der er gratis adgang til foredragene og tilmelding er ikke nødvendig.

Flere oplysninger kan fås på universitets hjemmeside.