Fortsæt til indhold

Foredrag: Familie på farten

Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen tager turen til Hornslet for at fortælle om et langt liv på farten.

Kultur og byliv

Helge Rude Kristensen lovede at gå hjem fra Nordkap, hvis naboen holdt op med at ryge. Naboen blev røgfri – og Helge på 69 år snørede vandrestøvlerne.

På 73 dage gik han 3500 kilometer fra Nordkap hjem til Give. Undervejs var hans partner, Anne Grethe Trangbæk, med i den gamle LandCruiser, som hans uundværlige støtteteam.

Den, og mange flere historier fra et liv på farten, kan du høre, når foreningen NORDEN Kalø Vig inviterer til foredrag i Hornslet Sognegård 26. februar klokken 19.30 - og der bliver fart på. Overskriften er ’En vandring for livet’, og det er Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen, der står bag.

I 1986 stoppede de deres tre små drenge, Toke, Roar og Hjalte, ind i en autocamper og kørte ud på alverdens landeveje for at blive en familie på heltid - eller en ’Familie på Farten’.

Siden er der gået 36 år, og Familie på Farten er nu blevet til Pensionister på Farten, men det betyder ikke, deres eventyr stopper her. De står nemlig også bag tv-udsendelsen og bogen Med farmor i Australien. Deres egen beretning om tre generationer i en familie på seks og deres fire måneder lange rejse gennem Australien i to biler.

Parret har gennem de sidste tre årtier holdt foredrag overalt i Danmark for at dele deres oplevelser med andre.

»Foredraget er ikke bare en palet af smuk natur og spændende mennesker, men også en varm fortælling om, at når to står sammen, så bliver det umulige muligt,« lyder det i en pressemeddelelse fra Foreningen Norden Kalø Vig.

Foreningen er en del af foreningen NORDEN i Danmark, som arbejder for øget samarbejde i Norden ved at sætte fokus på samfundsliv, kultur, historie og sprog i de nordiske lande.

Alle er velkomne til foredraget i Hornslet, og der er kaffe/the og brød.