Hør om enestående kunstner, historie og fremtidens by
Forårsprogrammet i Vorup Højskoleforening byder på tre forskellige foredrag.
Vorup Højskoleforening er klar med tre forskellige foredrag i foråret.
Torsdag 22. februar vil kunsthistoriker Inge Lise Mogensen Bech fortælle om den i dansk sammenhæng enestående Franciska Clausen.
Clausen uddannede sig i Tyskland og Paris i 1920’erne og hørte til det internationale netværk af kunstnere, som udforskede den abstraktes kunsts muligheder. Hun var ikke blot avantgardekunstner med et helt abstrakt formsprog - hun udfoldede også sine evner som for eksempel plakattegner og portrætmaler. Samtidig var hun kvinde, hvilket fik betydning for den manglende accept af hende i de danske kunstnerkredse og i samtidens kunstkritik.
Torsdag 21. marts er det journalist og forfatter Tommy Heisz Madsen, der holder foredraget ’Hvad tingene fortæller’.
Hvilken slags familie gemte for 5.000 år siden halve æbler så godt, at vi stadig har dem i dag? I bogen ’Danmark før og nu’ har han sammen med museumsdirektør Rane Willerslev fortalt danskernes historie gennem 50 udvalgte genstande, som vi har efterladt os.
Torsdag 18. april vil borgmester Torben Hansen (S) fortælle blandt andet via lysbilleder om ’Flodbyen - fremtidens by ved vandet’.
Hør om Flodbyen, klimabroen, trafikken, arkitekturen, miljøet og klimatilpasningen i Randers Kommunes største udviklingsprojekt nogensinde. Et generationsprojekt, der vil forandre byens udseende og dermed også understreger betydningen for nuværende og kommende generationer. Efter borgmesterens oplæg er der mulighed for spørgsmål og debat.
Højskoleformiddagene finder sted i Johanneskirkens sognelokaler. Der er entré til foredragene.