Fortsæt til indhold

Othello-turnering i Kulturhuset

Turneringen i Skanderborg forventes at få deltagelse af indtil flere danmarksmestre, men man kan også selv få lov til at prøve kræfter med brætspillet.

Kultur og byliv
gs

Dansk Othello Forbund afholder lørdag 24. februar kl. 10-ca. 17 turnering i brætspillet Othello i Kulturhuset Skanderborgs store mødelokale på 1. sal.

Alle er velkomne, både øvede og uøvede deltagere, og det er ganske gratis. Har man mere lyst til bare at kigge på, er man også velkommen. Turneringen i Skanderborg forventes at få deltagelse af indtil flere danmarksmestre, så der er gode chancer for at se eksperterne i aktion eller prøve kræfter med en eller flere af dem, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Othello-spillet, som i sin nuværende form blev opfundet i Japan i 1971, har meget enkle regler: På et (oftest grønt) bræt med 8x8 felter skiftes de to spillere til at lægge og vende 64 tofarvede brikker, idet de hver gang lægger en brik, så en eller flere af modpartens tilstødende brikker bliver klemt mellem den nye brik og en af de brikker, spilleren har på brættet i forvejen. Dermed bliver brik-ken/brikkerne vendt om og skifter farve. Når brættet er fyldt ud, vinder den, der har flest brikker i sin farve.

Nogle vil kende spillet fra internettet som ”Reversi”.

Der vil være præmier til nr. 1, 2 og 3 samt til bedste juniorspiller og turneringsdebutant. Mødetid er kl. 9.30.

Hvis man ønsker at deltage, skal man tilmelde sig senest mandag 19. februar til formanden for Dansk Othello Forbund, Peter Michaelsen, pmi@km.dk.

Dansk Othello Forbund vil inden turneringen forsøge at lave en ”Othello-træningsaften” onsdag 21. februar kl. 19-22, også i Kulturhuset. Såfremt man er interesseret i at deltage, siger man til ved tilmelding.