Hør den dramatiske historie om Peer Gynt
Fortælleaften på Rønde Højskole med Peder Korsbæk Madsen.
Onsdag 28. februar kl. 19.30 genfortæller Peder Korsbæk Madsen på Rønde Højskole den dramatiske historie om Peer Gynt. Aftenens fortæller flyttede for nogle år siden til Ugelbølle sammen med sin kone Marianne, og efter et langt liv som præster i Folkekirken i Vendsyssel er de nu begge meget aktive og engagerede i lokalmiljøet i Rønde og omegn.
Peer Gynt er skrevet af Henrik Ibsen i 1867, Grieg har komponeret musikken, og siden er det evigt aktuelle stykke opført utallige gange i hele Europa.
Dramaet om Peer Gynt er historien om bondesønnen fra Gudbrandsdalen, som er en doven drømmer, der flygter ind i fantasien. Han røver bruden fra nabogården og må flygte op i fjeldet, hvor han plejer omgang med huldrer og trolde, indtil kvinden Solveig kommer og erklærer ham sin kærlighed. Men igen må han flygte, denne gang til udlandet, hvor han lever hele sit voksenliv og skiftevis bliver meget rig og meget fattig.
Efter en indlagt kaffepause lægger Peder Korsbæk Madsen op til en samtale om, hvorfor stykket om Peer Gynt stadig er aktuelt, og hvorfor vi som mennesker har en tendens til at trække os og måske flygte i stedet for at se opgaverne og problemerne i øjnene.
Alle er velkomne til en hyggelig aften med en god historie. Rønde Højskole og Efterskoles Venner er arrangør.