Musikalsk lysfest, varm suppe og Landsby Akademi
Arrangementet på Stenvad Mosebrug markerer åbningen af Landsby Akademiet.
Hvad har latinrytmer, danske folkeviser og acappellasang at gøre med udvikling i landsbyerne? Det er bare nogle få eksempler på alt det, der er muligt i landdistrikternes fællesskaber, skriver Stenvad Mosebrug i en pressemeddelelse.
Nordisk Teaterlaboratorium – Odinteatret (NTL) fra Holstebro besøger fredag 23. februar Mosebruget og har en vognfuld musikere, teaterfolk, en nycirkusakrobat og en flamencodanser med.
Det giver mulighed for en stor oplevelse med verdensmusik i alle kulører. Flamencodans til danske folkeviser, spillet med latintemperament og en spansk duo på violin og klarinet med bopæl i Holstebro. Selv kaffen er fra Sydamerika og brygget i Stenvad.
Sammen med seks landsbyer i Region Midtjylland har Nordisk Teaterlaboratorium med støtte fra Regionen skabt Landsby Akademiet, som skal gøre landdistrikternes værdier og muligheder synlige og få indbyggernes øjne op for alt det, der er muligt inde i landsbyernes fællesskab.
Arrangementet på Stenvad Mosebrug markerer åbningen af Landsby Akademiet og samarbejdet med Fjellerup, Stenvad, Ramten, Ørum, Glesborg, Gjerrild og alle de mindre landsbyer i landsbyklyngen Midt i Norddjurs.
Eftermiddagen startermed en musikalsk byttehandel mellem artisterne fra NTL. og lokale musikere. Efter byttehandlen byder Mosebruget på varm suppe til alle, og bagefter til kaffen vil der være lejlighed til at udveksle erfaringer og ideer til næste skridt i samarbejdet.
Hele arrangementet – inklusiv suppe og kaffe – er ganske gratis. Medbring bare åbne ører, store smil og gode ideer.