Hør historien om La Norma
Tirsdag 5. marts kan du i Assentoft høre den utrolige beretning om den berømte Randers-pige La Norma, kendt fra bogen af samme navn og fra DR’s dokumentar ”Den fantastiske fortælling om pigen, der ville flyve”.
Det er Aase Thomassen, forfatter til bogen La Norma, som kommer til Borgerhuset i Assentoft Hallerne for at fortælle om sit møde med Norma Nielsen. De to mødtes første gang i La Normas hjem i Florida i USA, og det møde kom der en bog ud af.
Norma blev 14 år gammel sendt bort med en fremmed og under slavelignende kår oplært som artist i København. 16 år gammel slog hun sit navn fast som trapezkunstneren La Norma. Overalt oplevede hun publikums begejstring, men bag smilet gemte hun på en smerte, som hun ikke vovede at dele med nogen.
82 år gammel fortalte hun sin livshistorie til Aase Thomassen, som berørt af den berømte kvindes barske liv, skrev og udgav bogen La Norma. Ved foredraget i Assentoft vil der blive vist billeder og filmklip fra La Normas liv herhjemme og i udlandet.