Release party på Operaen
Gentle Magicians fejrer udgivelsen af “Ancestor Voices” og vil også spille et par numre fra den nye CD.
Gentle Magicians inviterer til release party på Operaen i Randers lørdag 9. marts, hvor udgivelsen af deres nye CD: “Ancestor Voices” skal fejres.
Orkestret spiller udvalgte numre fra udgivelsen.
»Det bliver en koncert med plads til fordybelse og nærvær. Vores musik arbejder i et spændingsfelt mellem stille ambiente soundscapes, med spoken word og stærke rytmiske forløb,« fortæller de i en pressemeddelelse.
Gentle Magicians blev dannet i 2015 af Randers komponisten Henrik Koitzsch, som længe havde haft lyst til at få spillet nogle af sine værker for et live publikum. Han udgav i 1996, med nu afdøde Jacob Gadegaard Frandsen værket ”Deep Blue” på Fønix Musik, som nåede op på 125.000 solgte eksemplarer.
I 2006 udgav han i samarbejde med den nu afdøde palæstinensiske sangerinde Rim Banna albummet “This was not my story” på EMI Music Arabia. Et album som stadig bliver spillet over hele verden.
Gentle Magicians har siden udviklet sig til en fasttømret gruppe med et internationalt islæt, bestående af syv medlemmer blandt andet herboende Brian Patterson fra England (spoken words), Josue Cordova fra Bolivia (fløjtenist) og Zoi Waligora fra Polen (percussionist).
De danske medlemmer tæller udover Henrik Koitzsch (guitarist og komponist), Uffe Danielsen (klaver og synthesizere), Thomas Koitzsch (trommeslager) og Bjarke Houmann (bas).
Der er gratis entré.