Foredrag: Direktør blev ramt af hjertestop og var klinisk død i 25 minutter
Ældre Sagen i Hammel har inviteret Casper Svane og hans to børn til at dele ud af deres historie og erfaringer med en dramatisk ændring deres liv. Foredraget bliver holdt tirsdag 12. marts i InSide i Hammel.
Målet med foredraget er, at disse erfaringer kan bibringe andre håbet og troen på, at fremskridt er muligt, skriver Ældre Sagen i Hammel i en pressemeddelelse.
I 2010 blev Casper Svane, daværende direktør i Svane Glas A/S, ramt af et hjertestop og erklæret klinisk død i 25 minutter. Lægerne stillede ham et liv som grøntsag i udsigt, men han trodsede alle odds og har efter en lang og hård kamp kæmpet sig tilbage til livet.
Foredraget omhandler blandt andet tiden før sygdommen, den dramatiske morgen, hvor hjertet sagde stop, samt behandlingsforløbet, herunder hvad familien selv har måttet gøre, og hvilke erfaringer og tanker, familien sidder tilbage med i dag omkring sygdomsforløbet, dagligdagen og fremtiden.
Både unge og ældre er velkomne, og foredraget bliver skrivetolket, så hørehæmmede også kan følge med.
Tilmelding skal ske senest 6. marts enten på aeldresagen.dk/hammel eller på telefon 24 91 57 30.