Fortsæt til indhold

Ny udstilling med malerier og keramik

I marts og april får Voldum Hallen besøg af tre dygtige kunstnere.

Kultur og byliv
sra

Finurlig keramik og malerier, der appellerer til fantasien. Det er hvad man kan opleve i Voldum Hallen i marts og april, når de tre kunstnere Anne-Marie Uhre, Brita Walther Salsø og Nina Barrett udstiller i hallen.

Billederne er både figurative og abstrakte udført i spændende materialer, mens man i hallens montrer bliver inviteret ind i pottemager Nina Barretts eventyrlige univers, som med humor fortæller sjove og skæve historier.

Anne-Marie Uhre er autodidakt kunstner med god sans for det smukke æstetiske og harmoniske maleri. Hun arbejder ihærdigt med udtryk, farver og følelser, der giver malerierne liv og sjæl. Anne-Marie Uhre arbejder hele tiden med nye kombinationer, nye materialer og nye teknikker, og hendes billeder består ofte af mange lag, fortrinsvis malet med pensel og spartel, men også med inddragelse af andre redskaber og materialer, der kan give livlighed og struktur. Anne-Marie Uhres billeder er ofte flertydige og kan gemme på et skjult motiv eller budskab.

Anne-Marie Uhre arbejder med udtryk, farver og følelser, og hendes billeder består ofte af mange lag. Pressefoto

Brita Walther Salsø er selvlært fritidskunstner, og hun har tegnet og malet siden hun var barn. Hun maler med akryl på lærred og papir, og hun kan lide at eksperimentere med både det abstrakte og det figurative. Hun anvender ofte bladguld og forskellige metaller, der gennem en irring skaber et helt særligt grundlag for hendes billeder. Brita Walther Salsø forsøger ikke efter at fremstille en naturtro gengivelse af det, hun ser, men går mere efter at lade fantasien styre.

Brita Walther Salsø maler med akryl på lærred og papir og anvender desuden ofte bladguld og andre metaller. Pressefoto

Nina Barrett er en dygtig pottemager med en krøllet hjerne, og hun beskriver sig selv som en positiv, glad og sprudlende svensk-talende finne – som taler flydende dansk og engelsk. Hun har studeret keramik i Finland såvel som i Danmark, og hun har arbejdet på mange forskellige keramikværksteder, som alle har været til stor inspiration for hendes måde at arbejde med keramik på i dag. Nina Barrett føler sig bedst tilpas, når hun kan kombinere sin faglighed som pottemager med fantasi, humor, livshistorier og leg med glasur.

Der er fernisering på udstillingen torsdag 7. marts klokken 17, og herefter kan den ses i hallens åbningstid.