Kom med på en rejse ind i mørket
Lokal kunstner-trio opfører 8.-9. marts en ny performance med titlen ’Natviol’ bag Troldebjerget i Daaleren.
Natviol - Hvad er det, der blomstrer i mørke? Kom med når den lokale kunstner-trio bestående af scenograf Mie Dinesen, musiker Lise Dres og designer Signe Kirk udfolder deres nye performance ’Natviol’.
Under nymåne 8. og 9. marts inviteres publikum med på en sammenhængende performance i nattemørket.
Mellem de gamle fyrretræer bag Troldebjerget i Daaleren i Nationalpark Mols Bjerge kan man disse aftener opleve skoven på en helt ny måde, når trioen inviterer med på en rejse ind i mørket. I et kunstnerisk flet af lydcollager, musik, lyrik, scenografiske iscenesættelser og skulpturelle objekter undersøger de skovens mørke stille ro og forbindelserne til indre landskaber.
Billetterne er gratis, men kræver tilmelding på miedin1@hotmail.com. Der er begrænsede antal billetter - man har først billet, når man har modtaget en godkendelsesmail på sin tilmelding.
Begge dage er der performance kl. 19.30 og kl. 21.15.
Publikum i alle aldre er velkomne, men for at alle skal få en god oplevelse kræver det, at man kan forholde sig roligt under visningen.
Man kan parkere på p-pladsen ved Lyngevej i Knebel (nær Molshallen), indgang til Daaleren i Mols Bjerge. Derfra går man ind i Daaleren, hvor performancen, der varer 40 minutter, starter. Afsæt 15 minutter til at gå ad grusvejen ind til Daaleren.
Mødested er Ved Troldebjerget, ved Naturbørnehavens vinterplads. Hvis man er gangbesværet er det muligt at køre helt op til Toldebjerget.
Efter performancen vil der være mulighed for at opleve naturen på egen hånd.
Husk varmt tøj og evt. tæpper og fodtøj, der passer til vejret.
Der er ikke adgang til toilet.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge og Naturstyrelsen.