Bliv klogere på dine egne klimahandlinger
Lørdage med fokus på klimahandlinger på Hadsten og Hinnerup Bibliotek.
To lørdage står i klimahandlingernes tegn på Hadsten og Hinnerup Bibliotek, når de byder på workshops, inspiration og gode tips til klimavenlige tiltag.
Lørdag 2. marts på Hadsten Bibliotek og lørdag 9 marts på Hinnerup Bibliotek kan du kl. 10-13 blive klogere på, hvilke klimahandlinger du selv kan foretage og deltage i workshops og sjove aktiviteter for store og små.
Medbring det tøj du ikke længere bruger og byt det til noget nyt i tøjbytte-børsen, mød Repair Caféen, lav skralde-krea, sy en mulepose af genbrugsstof, lyt til podcasts eller lån en bæredygtig bog, lyder opfordringen fra Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.
Det hele er gratis.
Dagene er optakt til lørdag 20. april, hvor Klimafavrskov afholder Klimahandlingens Dag i InSide i Hammel.