Fortsæt til indhold

På åndelig rejse med The Beatles

Koncertfortællingen “Historien om the Beatles” fortolker Beatles-sange og fortæller om dengang, John, Paul, George og Ringo søgte mod øst for at finde svar på de helt store spørgsmål.

Kultur og byliv
gs

I februar 1968 tog The Beatles til Indien. Ikke for at give koncerter, men for at meditere og tage ved lære af guruen Maharishi Mahesh Yogi. Interessen for det spirituelle og tilværelsens eksistentielle spørgsmål var især noget, John Lennon og George Harrison var optaget af. Men alle fire endte med at få noget med hjem, og opholdet i Indien satte gang i sangskrivningen. Det blev en af de mest produktive og kreative perioder for de fire Beatler.

Blandt de sange, der kom ud af opholdet i Indien, var George Harrisons “While My Guitar Gently Weeps”, Paul McCartneys “Mother Nature’s Son”, Ringo Starrs “Don’t Pass Me By” og John Lennons “Jeaulous Guy” – som oprindeligt hed “Child of Nature”.

Alle fire sange er med i repertoiret i koncertfortællingen “Historien om The Beatles”. Det samme er “Across The Universe” (Lennon/McCartney), som med linjerne “Jai Guru Deva” hylder Beatles’ indiske guru.

Publikum bliver dog ikke snydt for sange fra tidligere Beatles-perioder. For eksempel “In My Life”, “Eleanor Rigby” og “We can work it out” Og der er også gjort plads til hittet “Can’t Buy Me Love.”

Og enkelte sange fra tiden efter The Beatles’ opløsning er også med i koncertfortællingen. For eksempel Paul McCartneys “My Valentine” fra 2012.

Kvartetten bag “Historien om The Beatles”, der kan opleves 20. marts i Foldby Forsamlingshus i Hinnerup, er samme besætning, som med succes har turneret med koncertfortællinger om henholdsvis Johnny Cash og Leonard Cohen de senere år: Karsten Holm, vokal, guitar, Bjørn “Bønne” Petersen, bas, kor, Knud Erik “Fuddi” Steengaard, violin, bratch, mandolin, kor, og Martin Blom, guitar, kor.

Tilmelding til Foldby Forsamlingshus.