Fortsæt til indhold

Kom tættere på Miras univers

Forfatteren og tegneren bag den populære serie om Mira besøger Biblioteket i Rønde.

Kultur og byliv
sra

Lørdag 9. marts kan læse- og tegneglade børn møde både forfatteren og tegneren bag den populære serie om Mira, Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, der besøger Biblioteket i Rønde. Det skriver Syddjurs Bibliotek i en pressemeddelelse.

Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi har med bøgerne om Mira skabt et skønt og genkendeligt univers, som alle børn i alderen omkring 9-12 år kan spejle sig i. Med lige dele humor og respekt for børnenes hverdag og udfordringer beskrives Miras liv med sammenbragte familier, veninder, klimabevidsthed, kærester, begyndende pubertet, skolegang og meget mere.

Når Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi besøger biblioteket i Rønde kan børn fra seks år – uanset om de kender bøgerne eller ej – komme tætte på Miras univers.

Sabine Lemire fortæller om Mira, og hvordan hun er blevet til, og bagefter vil Rasmus Bregnhøi lave tegneworkshop med børnene.

Sabine Lemire er uddannet fra Danmarks Designskole. Hun har lavet en lang række kreative hobbybøger med idéer til hele familien og foruden serien om Mira, står hun også bag serien om pigen Molly og billedbøgerne om Bea og Basse.

Rasmus Bregnhøi er også uddannet fra Danmarks Designskole, og mange kender hans illustrationer fra en lang række børnebøger, blandt andet serien om den lille hund Ib af Peter Nordahl og bøgerne om Betty af Alberte Winding.

Billetter til arrangementet kan købes på syddjursbibliotek.dk.