Fortsæt til indhold

Vær med når Enghøj Kirke samler ind

Kultur og byliv
sra

Søndag 10. marts går tusindvis af indsamlere på gaden landet over, når Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling løber af stablen. I år er fokus på klimakatastrofer og krigen i Ukraine og Israel/Gaza.

»Krige og katastrofer fylder mere og mere, og vi mærker det alle sammen, uanset hvor vi bor, og hvem vi er. Man kan nemt føle sig magtesløs og tænke: Hvad kan jeg gøre? Derfor er jeg så glad for, at vi her i Enghøj Sogn kan samle ind og sammen gøre en forskel,« siger Sisse Møller Hellemann, indsamlingsleder i Enghøj Sogn.

Pengene fra årets indsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens mest udsatte lande. I år er der særligt fokus på Gaza og Ukraine. Men blikket er også rettet mod Malawi og Sydsudan, som er hårdt ramt af klimakatastrofer. Situationen i de to lande får meget sjældent medieopmærksom og betegnes ofte som ”de glemte kriser”.

»Det er netop derfor, det er vigtigt, at vi som nødhjælps- og udviklingsorganisation sætter fokus på de udfordringer, som mange af verdens fattigste lande står i,« siger konstitueret generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær.

Du kan også være med. Meld dig som indsamler på nødhjælp.dk.