Foredrag: Veje til et langt og sundt liv
Hadsten Rotary Klub inviterer til en aften i selskab med Anette Harbech Olesen.
18. april arrangerer Hadsten Rotary Klub en aften, hvor temaet er ”Veje til et langt og sundt liv”, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Har du et ønske om at kunne holde dig så frisk og sund som muligt hele livet? Så kom og vær med i Hadstens Kulturhus Sløjfen 18. april, hvor Anette Harbech Olesen afslører nogle af de hemmelige veje til et langt og godt liv.
Foredraget vil være krydret med fortællinger og erfaringer fra nogle af verdens ældste, og deres erfaringer kan faktisk kobles til de mange nyere, videnskabelige resultater indenfor aldring.
Du vil blandt andet kunne høre mere om, hvad god mad, god søvn, godt selskab og motion kan gøre af godt for dig, og hvordan det kan hjælpe dig til at få det allerbedste ud af dine gener, så du kan leve godt og længe.
Kom og få inspirerende indspark, velunderbygget viden og konkrete redskaber, som med det samme vil sætte dig i stand til at navigere optimalt og sundt i livet.
Anette Harbech Olesen er forfatter, sundhedsdebattør og madentusiast. Hun har udgivet 40 bøger og er netop nu aktuel med bogen ”7 veje til et langt liv – få det bedste ud af dine gener”. Hun er også kvinden bag et af Danmarks mest besøgte sundhedssites www.madforlivet.com.
Flere oplysninger og tilmelding på Sløjfens hjemmeside hadstenkulturhus.dk.