Irsk folkemusik på St. Patricks Day
17. marts er det St. Patricks Day, og du kan fejre den irske helligdag i Turbinen med en omgang irsk folkemusik fremført af Molly Malones.
Molly Malones er en folktrio, som først og fremmest er på hjemmebane i den irske musiktradition. Hovedvægten i musikken er den irske folk-genre med klassikere som Loch Lomond, The Wild Rover og Whisky In The Jar. Det skriver Folkemusik i Randers i en pressemeddelelse.
Sammen med de irske klassikere leverer Molly Malones også egne sange, som glider fint ind i stilen. De tre musikere har masser af erfaring, humor og masser af håndelag på et stort udvalg af instrumenter, som skaber variation i deres optræden.
Mere irsk kan det vel ikke blive – selv om bandet er fra Ry.
Bandet har navn efter ”Molly Malone, the famous Dublin fishmonger”, som er udødeliggjort i sangen af samme navn. Hendes statue i Andrews Street er et af de mest besøgte turiststeder i Dublin.
Bandet består af Stig Nørregård på harmonika, guitar og percussion, Jimmy Schou Wistisen på sang, guitar, fløjte og mundharpe og irsk bouzouki samt Søren Kristian Vad på guitar, banjo, mandolin, violin og fløjter.
Billetter til koncerten kan købes på turbinen.dk.