Fortsæt til indhold

Smag på Iran med Maria Arianfar

I anledning af det iranske nytår kan du deltage i en kulturaften med iransk mad og foredrag.

Kultur og byliv
sra

Du kan smage på Iran mandag 18. marts, når Hørning Bibliotek inviterer til en spændende kulturaften. Arrangementet finder sted klokken 17.45 til 21 på Rådhusloftet, lige over biblioteket. Det skriver Skanderborg Kommunes Biblioteker i en pressemeddelelse.

»Vi samles over et godt måltid mad og hører om den iranske kultur, historie og kampen for frihed. I anledning af det iranske nytår sørger vi for et lækkert iransk-inspireret måltid, som vi nyder sammen ved langborde. Det er Maria Arianfar, der laver maden og undervejs kommer hun også med små facts og historier om den mad, der bliver serveret,« fortæller Anna Kirstine Pedersen, der arbejder som formidler på Hørning Bibliotek.

»Dette arrangement er åbent for alle interesserede i at udforske og forstå Iran på en ny og spændende måde. Jeg opfordrer alle til at komme og deltage i denne unikke kulturaften og lære noget nyt om Iran. Vi ser frem til at byde alle interesserede velkommen til en uforglemmelig aften med ”Smag på Iran” på Hørning Bibliotek.«

Maria Arianfar, der er opvokset i Iran, vil lave maden, og hun vil også dele sin personlige historie. Pressefoto

Ahmad Joumaa supplerer:

»Iran er en mosaik af forskellige kulturer, religioner og etniciteter. Landet huser mere end 87 millioner indbyggere og kan trække sine historiske rødder tilbage til år 500 før Kristi fødsel, hvor Cyrus den Store grundlagde det første persiske rige med den eventyrlige hovedstad Persepolis. Iran er kendt for sine store visdomsdigtere, håndlavede tæpper og en storslået og varieret natur.«

Foredraget vil kaste lys over de historiske begivenheder, der har formet det moderne Iran og give deltagerne et dybere indblik i de kulturelle, politiske og sociale udfordringer, som nutidens iranere oplever.

Efter foredraget vil Maria Arianfar, der er vokset op i Iran, dele sin personlige historie og sin dybe forståelse af landet. Maria Arianfar bringer et unikt perspektiv til arrangementet og giver deltagerne mulighed for at få en personlig indsigt i Irans kultur og historie.

Læs mere for yderligere information og tilmelding på bibliotekets hjemmeside.