Spar turen til Verona og nyd verdenstenor på lærredet
Den tyske tenor Jonas Kaufmann kan opleves i gallakoncert i Kino i Grenaa.
Helt uden at publikum skal køre den lange vej til Verona på Autobahn og Autostrada kan den tyske tenor Jonas Kaufmann ses og høres på lærredet i Kino i Grenaa.
Tirsdag 19. marts klokken 19 bliver der i Kino mulighed for at opleve den tyske verdenstenor Jonas Kaufmann i en stor gallakoncert optaget i den antikke arena i Verona i Italien. Med sig på scenen har Kaufmann to af operaverdenens andre store stjerner, nemlig den bulgarske sopran Sonya Yoncheva og den franske baryton Ludocic Tezier, og sammen vil de synge arier og duetter af komponister som Puccini, Verdi, Bizet, Lehar, Offenbach og Bernstein.
Jonas Kaufmann regnes i dag for en af de helt store operasangere, ikke kun på grund af sin store og flotte stemme, men også fordi han med sin karismatiske personlighed er i stand til at leve sig fuldstændigt ind i de roller, han spiller. Jonas Kaufmann er således noget så sjældent som en stor operastjerne og en dygtig skuespiller i en og samme person. Hans stemme spænder meget vidt fra top til bund, og han mestrer både de store dramatiske roller i det italienske repertoire og de mere lyriske i det tyske og franske repertoire, ligesom han fortolker lieder af komponister som Schubert og Schumann.
Jonas Kaufmann debuterede som operasanger i 1994, og siden da har han optrådt på alle de store operascener overalt i verden. Han er således en hyppig gæst på Metropolitan i New York, på La Scala i Milano, på Grand Opera i Paris ligesom han ofte optræder på Royal Opera House i London.
På det seneste har Kaufmann, der er en stor fan af fodboldklubben Bayern München, sunget ved mindehøjtideligheden for den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer, der døde i januar i år. Det foregik i Allianz Arena i München og ikke færre end 70.000 deltagere i højtideligheden hørte ved den lejlighed Kaufmann synge sin udgave af Puccinis ”Nessun dorma.” Det er således en operastjerne, der spænder meget vidt, og som optræder i mange forskellige sammenhænge, der kan opleves, når Kino blænder op for gallaforestillingen fra Arena di Verona.