Hæsblæsende blues på Tante Olga
Fredag 15. marts er Chris Grey & The BlueSpand klar til at spille en hæsblæsende blues- og funkkoncert hos Tante Olga, skriver spillestedet i en pressemeddelelse.
Bandet har de sidste år spillet et væld af danske og udenlandske koncerter samt headlinet flere internationale festivaler.
Chris Grey & The BlueSpand leverer blues i en moderne udgave, og ved at krydre genren med elementer fra soul, funk og R&B spiller de sig ind i publikums hjerter.
Bandet så dagens lys i foråret 2011, vandt Danish Blues Challenge i 2012 og har siden spillet talrige koncerter i ind- og udland.
I 2017 gik bandet viralt med musikvideoerne ”Grab’em by the Elbow” og ”Mammas Mammalaid”, hvor sidstnævnte fik en million visninger på 10 dage.
Dette har skabt en solid fanbase, blandt andet med 55.000 følgere på de sociale medier, hvor trioen fodrer deres fans med skarpe og humoristiske indslag.
Billetter kan købes via tanteolga.dk.