Satire, sang og skøn underholdning - Molsamatørernes mest ambitiøse revy til dato?
Revyen bliver i år spillet på en helt ny scene.
Molsrevyen løber snart at stablen, og det er igen forsamlingshuset i Tved, der lægger scene og lokaler til. Selve scenen er dog helt ny, da den gamle er brudt ned og en ny bygget op i løbet af vinteren.
Om det påvirker revyholdet, kan du finde ud af i dagene 22. til 24. marts, hvor Molsrevyen ”Ud over scenekanten” bliver spillet, skriver Molsamatørerne i en pressemeddelelse.
Revyholdet består i år af gamle kendinge fra de sidste par år samt nogle stykker, der har holdt pause i en længere periode. Som helt ny i teamet sidder Lotte Laursen i år i sufflørstolen foran scenen, ligesom klaverbænken i år også har fået en afløser, nemlig det musikalske talent JP. Han har tidligere prøvet at være kapelmester i Molsrevyen, og sammen med Flemming Hvid vil han stå for den musikalske del af revyen. De to sørger for, at lyden kommer helt ud over scenekanten, og at der holdes en ordentlig tone på scenen.
Konrad Kriescher vil lyse op her og der og måske allevegne.
Efter at have arbejdet hele vinteren med dels at skrive tekster, dels at øve de forskellige numre, som er blevet til en skøn blanding af sange og sketches, er alle nu ved at være klar med alt lige fra rekvisitter, lys og lyd til indlæring af sange.
I løbet af aftenen vil de forskellige sketches og sange måske give svar på alle de store og små af livets spørgsmål, som du går og tumler med til hverdag. Såsom: Bliver Molsværket færdigt til tiden? Trives vores børn? Har Birthe fra jobcenteret smækket med døren Og hvad med porten til Helgenæs, er den også smækket i?
Alt det og meget mere bliver taget under kærlig behandling i en skøn blanding af snak, sang og satire.
Som noget nyt sælges billetterne til revyen via go-syddjurs.dk.