Forsalg til juleshow med Julie
Koncert 14. december med Julie Berthelsen i Pavillonen.
Pavillonen sætter fra 14. marts gang i forsalget af billetter til et stort juleshow med Julie Berthelsen 14. december.
»Vi er stolte over at kunne præsentere et eksklusivt og stort juleshow med selveste Julie Berthelsen, som du blandt andet kender fra julehilsner til Grønland i TV,« udtaler Jesper Jul fra Pavillonen i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
»Julie byder indenfor til en julekoncert, hvor vi sammen skal nyde julestemningen og varmen omkring julen fra Danmark, Grønland og resten af verden.«
Julie Berthelsen & Nordstjerne er en intim vokalbaseret koncert, akkompagneret af hendes orkester og korsanger.
»Julie synger julen ind med noget gammelt og velkendt, fortolket på en ny måde, samt nogle mindre kendte- men helt særligt smukke julesange. Vi skal endnu tættere på hinanden med varme personlige historier og en julerød tråd, som får os alle i den rette julestemning,« siger Jesper Jul.
Julie Berthelsen blev taget rigtig godt imod allerede i 2018 med sine ”Nordstjerne” julekoncerter, hvilket for hende var en juledrøm, der gik i opfyldelse.
Hun formåede med sin store erfaring at skabe en stemningsfuld ramme om julen, som for hende står for næstekærlighed, hjertevarme, og hvor samling af familie og venner er i højsædet.
Med denne julekoncert i Pavillonen vil Julie Berthelsen igen i år give sit bidrag til at lade julefreden sænke sig, til at julemåneden forbliver det tidspunkt på året, hvor alle kan få lov til at puste lidt ud, kigge hinanden dybt i øjnene og minde hinanden om, hvor meget vi holder af hinanden og hvor godt vi har det.