Fortsæt til indhold

Bliv en del af det kreative puslespil på Kulturhotellet i Rønde

Årets påskeudstilling med Kunstgruppen Djurs byder blandt andet på et gigantisk puslespil.

Kultur og byliv
sra

Kunstgruppen Djurs inviterer igen i år til påskeudstilling på Kulturhotellet i Rønde, skriver kunstgruppen i en pressemeddelelse.

Syv medlemmer viser deres værker indenfor maleri, skulptur, fotokunst og keramik i Teatersalen i løbet af påsken.

Henny Goldbach udstiller abstrakte malerier, Ole Melin Nielsen udstiller træ-, glas- og metalskulpturer samt malerier, Hanne Dammeyer Kierdorf viser blandt andet keramikfugle med urkraft og stærke instinkter, Hans Nielsen udstiller fotokunst med iscenesat illusion i en drømmeverden, Lisbeth Støttrup udstiller malerier med naturens skabninger, Kirsten Neimann viser keramik og maleri og Lis Kohl udstiller fabulerende malerier fra eventyrets verden.

I Caféen er der lagt op til udfordring og sjov. Der skal samles et gigantisk puslespil, udført af kunstnerne. Samles puslespillet korrekt fremstår der et kunstnerisk værk, der kan få brikkerne til at falde på plads for de besøgende. Der skal ledes efter spor, linjer, farvespil og symboler, og belønningen udebliver ikke: Et samlet hele der gør, at man bliver klogere på kunsten.

Der er fernisering på udstillingen skærtorsdag med åbningstaler Jens E. Mikkelsen, natur- og miljøteknolog og guide i Nationalpark Mols Bjerge.

Herefter kan udstillingen ses til og med påskedag.