Fortsæt til indhold

Biograftip fra en filmelsker: Disse film bør du se i april

Dorthe Mørkbak er ny filmanmelder for Uge-Bladet Skanderborg. Her er hendes bud på de seks bedste film, du kan opleve i biografen den kommende måned.

Kultur og byliv
Dorte MørkbakFilmelsker

Birthday Girl

Instruktør Michael Noer, som jeg især husker fra filmene ’R’, ’Før frosten’ og ’Nøgle-hus-spejl’ er én af Danmarks mest nytænkende filmskabere. Han kan noget helt specielt, når det drejer sig om at fremstille miljøer. Således også i dette nye drama.

Trine Dyrholm spiller hovedrollen som en mor, hvis datter udsættes for et overgreb. Og hun erfarer, at uden for lands lov og ret – her på et luksusskib – bliver en mors kamp den eneste mulighed for at opnå retfærdighed. Datteren spilles af Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som fik en Robert for sit stærke spil i DR-serien ’Ulven kommer’.

Trine Dyrholm behøver vel knap nærmere præsentation. Hun kan spille ALT. Faktisk er hun blevet nomineret til en BODIL 16 gange og har vundet de 8.

All of us Strangers

Her er en britisk romantisk film, der er skrevet og instrueret af Andrew Haigh og baseret på en roman. I filmen følges to handlingsspor. I det ene følger vi to mænds møde. Adam og Harry er vidt forskellige, men måske netop derfor det perfekte match. Og i det andet spor følger vi Adams forældres liv 30 år tidligere, men sat ind i den nulevende søns ramme.

Det er afsindigt frækt konstrueret, og man svæver i et forrygende limbo, mens vi baglæns får forklaret, hvad der foregår. Adams forældre døde for 30 år siden, så hvem drikker han nu te hos?

Filmen har begejstret anmeldere overalt med sin sorgfyldte og dragende spøgelsesfortælling, der tager udgangspunkt i instruktørens eget liv.

Ghostbusters: Frozen Empire

‘Frozen Empire’ foregår efter begivenhederne i ’Ghostbusters: Afterlife’, hvor Paul Rudd, Finn Wolfhard, Carrie Coon, Mckenna Grace og Celeste O’Connor genoptager deres roller som det nye hold af spøgelsesjægere. Spøgelset, der skal bustes, er i denne omgang en oldgammel ånd, der får alt til at fryse til is midt i juli.

Ghostbusters-kvintetten slår derfor pjalterne sammen med det originale Ghostbusters-hold, bestående af Bill Murray, Dan Akroyd og Ernie Hudson for at bekæmpe den iskolde trussel. For de mange fans af Ghostbusters må det blive et højdepunkt, at familien Spengler vender tilbage til, hvor det hele startede – den ikoniske New York City brandstation. Og SÅ skal verden reddes – endnu engang.

Hammarskjöld

Den danske instruktør Per Fly står bag den kommende biografiske film ‘Hammarskjöld’, som foregår i 1961, hvor den svenske FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld er et år fra at trække sig fra posten for at nyde sit velfortjente otium. Men inden da sætter han alt ind på at skabe fred under Congo-krisen. Et arbejde der bliver både konfliktfyldt, historisk og fatalt. Den svenske skuespiller, Michael Persbrandt, indtager en stor rolle som den berømte og meget respekterede generalsekretær i FN, der døde under mystiske omstændigheder i forbindelse med arbejdet.

Vi kender også Michael Persbrandt i dansk film, bl.a. Susanne Biers ’Hævnen’. Den dygtige og prisbelønnede skuespiller er udstyret med et roligt blik, der alligevel altid er fyldt med noget dystert og foruroligende. Og en rastløs, djævelsk gestik, der kan skrues op og ned i takt med kaosset i karakterens indre.

Civil War

En helt ny dystopisk actionfilm fra 2024, skrevet og instrueret af Alex Garland. Filmens plot følger et hold journalister på fire – to reportere og to fotografer – der i vores nærmeste dystopiske fremtid, rejser tværs over USA under den hurtigt eskalerende anden amerikanske borgerkrig , som har opslugt hele nationen.

Kirsten Dunst spiller den ene reporter, der med holdet forsøger at nå til Washington DC for at få et interview med den autoritære præsident i The White House, inden det går helt galt. Så det er også en roadmovie.

Efter premieren i USA er der allerede skabt debat om, hvorvidt det er det rigtige tidspunkt for en sådan film. Men filmen er en anti-krigsfilm, der handler mindre om selve krigen end om den psykologiske pris, der betales i et polariseret samfund.

For evigt

Og så skal vi se endnu en dansk film, ovenikøbet et science fiction-drama med en

kærlighedshistorie som omdrejningspunkt. Vi skal både rejse ind i jordens indre og frem og tilbage i tiden i en film med Oh Land og Simon Sears i hovedrollerne.

Baggrunden er, at et voldsomt jordskælv forårsager en mystisk sprække i havbunden flere kilometer under Atlanterhavets overflade. Det enestående naturfænomen accelererer de globale klimaforandringer dramatisk og er en mulig trussel mod menneskeheden.

Langt derfra, et sted i Danmark, har der tidligere været slået alvorlige gnister mellem to unge, Elias og Anita. De forelskede sig i hinanden, og et passioneret kærlighedsforhold tog sin begyndelse, men også sin ende med tiden. Og hvordan det så kædes sammen med det voldsomme jordskælv, ja – det bliver spændende at se. Jeg sidder i hvert fald parat i biografsalen, når den vises i Skanderborg 25/4 kort efter Danmarkspremieren.

Kilder: Soundveue, filmmagasinet EKKO, IMDB