Fortsæt til indhold

Mytologisk inspireret kunst i Mellerup

Kultur og byliv
gs

Nørhald Kunstforening præsenterer i april værker af den internationalt anerkendte billedkunstner og skulptør Rolf Jacobsen, der hjemmevant færdes mellem USA, Umbrien i Italien og sin ejendom i Rydhave, der rummer både bolig, værksted, stort galleri og skulpturpark.

Rolf Jacobsen er en original multikunstner med stor interesse for græsk mytologi og historie. Han er især kendt for sine træskulpturer, som han laver i mange forskellige formater, og han udstiller også udendørsskulpturer i blandt andet bronze. Han er desuden en dygtig maler og tegner, der meget bevidst og berigende bearbejder sine skulpturer og billedværker i et tæt sammenspil.

I Nørhald Kunstforening udstiller Rolf Jacobsen træskulpturer, oliemalerier og mixed medium på papir. Det er fantasier over eksempelvis Ikaros, Morvark og Naiaderne - alt sammen i en figurativ, abstrakt aftegning med fascinerende udlægninger af figurernes mytologiske indhold.

Der er fernisering lørdag 6. april. Udstillingen kan herefter ses alle hverdage i foyeren på Mellerup Efterskole.