Fortsæt til indhold

Jesper Wung-Sung dykker ned i H.C. Andersens Liv og værker!

Foredrag i Kom-Bi hvor man kan høre om forfatterens arbejde med romanen 'Hans Christian', der rummer mere end 500 henvisninger og hilsner til H.C. Andersens forfatterskab.

Kultur og byliv
gs

Onsdag 10. april kommer forfatteren Jesper Wung-Sung til Hornslet og fortæller om sin nyeste roman, der handler om en af vores allerstørste forfattere.

I et lille hus i Odense blev en stor forfatter født. Her begynder romanen ”Hans Christian” – med H.C. Andersens fødsel. Jesper Wung-Sungs seneste roman, der udkom 7. marts, kunne sagtens være en universel coming of age-historie: Et barn vokser op i provinsen, lærer verden og sig selv at kende. Men dette er ikke hvilket som helst barn. Den store forfatter får – eller tager – ordet, mens han endnu er den grimme ælling, plaget af tvivl og samtidig løftet af tro.

Når Jesper Wung-Sung besøger kom-Bi i Hornslet 10. april kl. 19, fortæller han om arbejdet med romanen, der rummer mere end 500 henvisninger og hilsner til H.C. Andersens forfatterskab, og som giver den unge Hans Christian en ny, men genkendelig stemme mere end 200 år efter hans fødsel.

Det er Kulturgrunden, Kom-Bi, Syddjurs Bibliotek og Hornslet Skole, der har fået Jesper Wung-Sung til Hornslet. Nu hvor forfatteren er i byen, holder han også foredrag i dagtimerne om nogle af hans andre bøger for Hornslet Skoles 6. klasser og 9. klasser.

Billetter til det offentlige foredrag om Jesper Wung-Sungs seneste roman om H.C. Andersen 10. april kl. 19 kan købes på Kom-Bis hjemmeside.