Børns drømme og tanker bliver til fælles kunstværk
650 børn i Favrskov deltager i kunstprojekt.
En enhjørning, vandfald, robotter, hundehvalpe, at kunne blive til en fugl, kærlighed på jorden.
Det er nogle af de ønsker, som børn fra Favrskov hver især har tegnet og viklet ind i stof og garn. Det skete til Billedkunstens Dag, hvor billedskolerne i Favrskov var taget ud på kommunens skoler og daginstitutioner for at udvikle kunstprojektet Ønskeøen.
De små ønskepakker vil i den kommende tid blive samlet til store øer af billedskolernes elever, der også vil lave huse og andre effekter til øerne.
Omdrejningspunktet for projektet er at skabe noget sammen, og at det enkelte barns bidrag vil blive en lille del af et stort hele. Hvordan det enkelte barn har valgt at løse opgaven, vil få indflydelse på det færdige værk, og på den måde vil der opstå en gensidig udveksling, fortæller billedskolerne i en pressemeddelelse.
Værket sætter fokus på børnenes håb og ønsker og vil synliggøre de mange drømme og tanker, børn kan have for deres liv.
Billedkunstens Dag er en årlig landsdækkende begivenhed. I hele landet bliver der arrangeret store og små begivenheder, der skal sætte fokus på billedkunstens potentiale i det offentlige rum.
Ønskeøen er et samarbejde mellem de fire billedskoler i Favrskov Kommune. Når projektet bliver ferniseret til billedskolernes fællesudstilling 3. maj i Uhresalen i Hinnerup, har omkring 650 børn fra hele kommunen arbejdet på det samlede værk. Efter billedskolernes fællesudstilling vil øerne blive udstillet i biblioteks- og kulturhusene i Hadsten, Hammel og Ulstrup.