Sølund Musik-Festival inviterer til Tovli' Tirsdag
Sølund Musik-Festival inviterer traditionen tro hele byen til en omgang omvendt inklusion, når festivalen åbnes med musik og kærlighed til såkaldt Tovli’ Tirsdag den 11. juni kl. 14.00.
Selv om det for nyligt kom frem, at verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandicap fra 2025 risikerer at skulle dreje nøglen om på grund af pressede ledsagerordninger og ressourcemangel i kommuner og på bosteder, skal byens borgere selvfølgelig inviteres med til festivalen her i 2024. For Sølund Musik-Festival afholdes som planlagt fra den 11.-13. juni i år – uanset den pressede økonomi!
»Vi skal sammen feste, når vi har muligheden. Og nu har vi muligheden, så den lader vi ikke gå fra os,« lyder det fra festivalleder Lasse Mortensen i en pressemeddelelse.
En tak til Skanderborg
Den omvendte inklusionsdag med over 10 timers musik og kærlighed er en tak til byen for altid at støtte festivalen. Og håbet er, at der igen kan samles omkring 10.000 musikglade gæster, der kan opleve fællesskabet og stemningen på den helt særlige festival.
Tov’li tirsdag byder blandt andet på to lukkede, gratis arrangementer med ’De Små Synger’ og ’De Grå Synger, hvor hhv. byens yngste borgere og byens ældre borgere inviteres til sang, kage og hygge.
Klokken 14 åbner festivalpladsen for alle med billet, og det går løs med på navne som Queen Machine, Zar Paulo. Rasmus Walter, Ameli Dot, Jacob Haugaard med flere.
Billetsalget til Tovli’ Tirsdag begynder 4. april og billetter til 65 kroner kan købes via festivalens hjemmeside. Børn under 12 år er gratis, men der skal stadig hentes en billet. Der kan desuden købes Tovli’ Tirsdagsbilletter den 3. maj, når der holdes Lys Nat i Skanderborg Midtby.