Sølund hyldede livsglæden med kæmpe gospelkoncert
250 gospelsangere fra Aarhus Gospel Singers skabte en magiske koncertoplevelse i Landsbyen Sølund.
Salene i Landsbyen Sølund genlød tirsdag aften af energiske gospelstemmer, da det 250 mand store Aarhus Gospel Singers gav en forrygende to timer lang koncert for 150 beboere i Landsbyen Sølund og brugere af Skanderborg Fællesskaberne.
Gospelkoncerten er en årlig tilbagevendende begivenhed med fællessang, fællesskab og fest, der hylder livet. Her bliver der sunget, krammet, hoppet og klappet. Koncerten blev fulgt op med fælles hygge, kaffe og kage sponsoreret af Føtex Skanderborg.
For korleder Rune Herholdt, har den årlige koncert på Sølund stor værdi. Undervejs i koncerten vendte han sig mod poblikum med ordene:
»Vi er alle elsket og har værdi, uanset, hvem vi er.«
»Det er så livgivende. Når man giver noget, får man noget igen,« lyder hans enkle forklaring efter koncerten på spørgsmålet om, hvorfor koret tropper op år efter år.
32-årige Dennis Jørgensen, der bor på Pensionatet Kildevej, var frivillig ved koncerten, hvor han blandt var emd til at gøre salene klar.
»Det betyder meget at være her, at mærke fællesskabet og varmen. At se nogle andre mennesker, end dem jeg plejer. Det er dejligt. Man bliver så glad, og det liver en op,« fortæller han.
»Koret er større end publikum og det er unikt. Det giver en intens oplevelse, man normalt ikke får. Den her målgruppe skal have noget særligt, og der skal samtidig være en form for understøttelse. Hvis de får den støtte, så de kan sagtens deltage til sådan et arrangementer,« understreger Søren Lytzau, der er udviklingskonsulent i Landsbyen Sølund.
Jakob Krogh, udviklingskonsulent i Skanderborg Fællesskaberne, indfangede stemningen med sit kamera.
»Vi vil gerne give nogle oplevelser til borgerne og bringe livsglæde. Vi trækker koret hertil, så der er støtte og tryghed. Musik er en væsentlig del af livet. Et lyspunkt, der skaber glæde, og ingen krav stiller,« fortæller han.