Sølund Musik-Festival risikerer at dreje nøglen om: »Der skal være et fristed, hvor de kan være maksimale mennesker«

Danmarks kærligste festival græder. Økonomien balancerer på en knivsæg, og sker der ikke noget meget snart, risikerer Sølund Musik-Festival, at dette års festival bliver den sidste. Sidste år blev festivalen reddet på stregen af donationer fra firmaer, fonde og lokalsamfund. Nu appellerer festivalens talsmand, Lasse Mortensen, igen om en hjælpende hånd.

Et kig i kommentarsporet på festivalens Facebook-side giver et klart svar på, hvad der er galt. I hundredvis af triste opslag gentages historien om, hvordan man ikke kan komme afsted på festival, fordi det bosted, man bor på, ikke mener, der er råd til det.

Problemet er, at gæsterne på Sølund Musik-Festival i modsætning til gæster på andre festivaler er fuldstændig afhængige af, at de får en ledsager med. Og ikke bare hvem som helst, men en ledsager, de kender og er trygge ved. Og selvom mange af de udviklingshæmmede selv betaler for at få deres ledsager med, så har bostederne tilsyneladende ikke råd til at betale for de vikarer, der skal afløse ledsagerne hjemme på bostedet.

Et spørgsmål om prioritering

Lasse Mortensen ved godt, han skal være varsom med at udtale sig om, hvorvidt bostederne har pengene til at tage afsted. Men han har en pointe.

»Det er et spørgsmål om at prioritere. Dem, der bærer viljen i hjertet og synes, det er en vigtig mission at udviklingshæmmede mennesker har ret til at komme ud og få en kulturoplevelse, de kan tilsyneladende godt få det til at hænge sammen og komme afsted,« konstaterer han.

Desværre er der færre og færre, der gør det. Siden 2017 er billetsalget faldet med 32 pct. Sidste år solgte Sølund Musik-Festival omkring 8000 billetter – det er 3000 færre solgte billetter end normalt. Billetsalget i år tegner til at blive en endnu større lussing.

»Vi har skrevet til Skanderborg Kommune for at gøre opmærksom på problemet. Vi er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede. Vi er en unik størrelse. Der findes ikke andre tilsvarende festivaler i samme størrelsesformat noget andet sted i verden,« understreger han.

»En endags havefest med et par koncerter, pølser og popcorn er da helt sikkert også noget, vores publikum værdsætter, men det kan bare ikke træde i stedet for den oplevelse, det er at komme på deres egen store musikfestival og overnatte. Vi er simpelthen nødt til at insistere på, at de har krav på et fristed, hvor de kan være maksimalt menneske og minimalt handicappet,« tilføjer Lasse Mortensen.

Der er ingen, der tjener en masse penge på festivalen. Sølund Musik-Festival er foreningsdrevet med ganske få ansatte – to årsværk – og 1800 frivillige. De knokler for at give udviklingshæmmede borgere en kulturoplevelse, som de taler om resten af året, mens de glæder sig til næste års festival.

»Vi kæmper jo ikke for vores egen skyld, vel. Den her gruppe er nogle af Danmarks mest sårbare borgere. De kan ikke slå i bordet selv. Nogen er nødt til at tale deres sag. Hvis ikke der er ildsjæle som Sølund Musik-Festival, der kæmper på deres vegne, så har de ikke nogen måde at blive hørt på. Dem, der har evnerne til at kæmpe den her kamp for de udviklingshæmmede, de har også forpligtelsen, sådan er det bare,« konstaterer Lasse Mortensen.

I de første år siden festivalens start i 1986 og til slutningen af 00’erne var Sølund Musik-Festival Danmarks hurtigstsælgende festival med tusindvis af overnattende gæster. I 2015 var der 7500 overnattende gæster, og campingområderne var oversået med telte. Sidste år var der bare 1500 overnatninger. Samtidig er salget af partoutarmbånd styrtdykket, mens endagssalget vokser.

En konstant tiggergang

Siden Sølund Musik-Festival lagde kortene på bordet omkring fremtidsudsigterne, er festivalen blevet kimet ned af ulykkelige festivalgæster.

»De tror, vi lukker i år. De er pissebange og ringer huset ned. De ringer til os med alle mulige gode idéer, og de vil gerne samle ind til os, hvis det kan redde festivalen. Hvilke andre festivaler har oplevet gæster, der spontant samler 50.000 kroner ind og forærer til festivalen for at redde den? Det gør gæsterne her, fordi den festival betyder så utrolig meget for dem. Det er deres eneste festival.«

Lasse Mortensen kigger ned og er stille en kort stund. Festivalen har været hans hjertebarn i næsten 40 år. Det er ikke første gang, han har smøget ærmerne op og kæmpet for festivalen. Han har vundet kampen indtil nu. Og der bliver også en festival i år, forsikrer han.

Næste år fylder han 70 år. Det bekymrer ham, om han kan holde gejsten oppe. Og om de yngre kræfter, der skal bære Sølund Musik-Festival ind i fremtiden, også kan holde gejsten oppe og fortsætte kampen på de udviklingshæmmedes vegne.

»Forestil dig, at du konstant skal gå tiggergang for at få biksen til at hænge sammen. Det er hårdt. Vi bliver spurgt, om vi ikke bare kan nedskalere. Men hvorfor skal festivalen for den her gruppe af borgere gøres mindre. Hvorfor kan der ikke være en musikfestival for udviklingshæmmede i den her størrelsesorden i sådan et velfærdssamfund, som Danmark bryster sig af at være? Vi vil ikke lave det om til en endagsfest. Det er ikke vores mission. Vi vil lave tre dage med rock og rul og grillpølser og fed musik – for det fortjener de.«