Christina fik motorcykel som treårig, rejste Danmark rundt som stuntbarn og sagde nej-tak til Hollywood

Bare 13 år gammel bragede Christina Gundgaard Pedersen ind i Guinness World Records, da hun som den yngste nogensinde og som den første kvinde kørte 140 meter i bil på to hjul ved flyvepladsen i Billund.

Året efter satte hun endnu en verdensrekord, da hun kørte 2,4 kilometer på to hjul på Jyllandsringen – den længste distance nogensinde på originaldæk.

Tredje verdensrekord satte Christina på en offroader bygget af reservedele fra 20 år gamle motorcykler. På den kørte hun 5.320 meter op ad Mount Everest og slog højderekorden. Da var luften så tynd, at det ikke længere var muligt at holde gang i motoren.

Den bedrift fik Kvindelige Eventyreres Klub til at invitere den motorglade, kvindelige vovehals indenfor, og Christina er i dag et af de bare 64 medlemmer af den eksklusive klub.

Omrejsende stuntbarn

Hendes far er tidligere speedwaykører, og hendes storebror har levet af at køre motocross det meste af sit liv. Sammen med de to og sin lillebror har Christina hele sin opvækst turneret Danmark rundt med stuntshows.

»Jeg fik min første motorcykel, da jeg var tre et halvt år gammel. Fra jeg var fire, begyndte jeg at optræde. Først med motorcykel-stunts og fra jeg var otte år også med bil-stunts. Min far lavede et børnesæde til mig med skumgummipuder, så jeg kunne nå pedalerne, og så lærte jeg først at lave en håndbremsevending og sidenhen en brænder.«

Præcisionskørslen begyndte at optage hende, da hun blev ældre. Det krævede et helt andet og mere intenst nærvær.

»Jeg elskede fordybelsen, nærværet og koncentrationen, og det var det, der førte til, at jeg dagen før min konfirmation i 1991 blev den yngste i verden til at køre på to hjul. Og samtidig den første kvinde. Året efter satte jeg så distancerekorden. At det var verdensrekorder, var faktisk ikke noget, jeg tænkte over dengang. Det var glæden ved fordybelsen og sporten i det, der drev mig,« understreger Christina.

Tilbud fra Hollywood

Den anden verdensrekord udløste et jobtilbud fra Universal Studios, der manglede kvindelige stuntkørere.

»Det var første gang, min mor satte foden ned. Hun havde bakket mig op indtil da, selvom hun ikke selv var til motorsport, men jeg fik simpelthen ikke lov til i en alder af 14 år at gå ud af skolen og blive stuntkører i udlandet. I dag er jeg sindssygt taknemlig for, at hun sagde nej.«

Selvom livet med stuntshows stoppede, var Christina ikke færdig med at slå rekorder. I 2003 fik hun tilbudt at køre på motorcykel i Himalaya sammen med fem andre, og det kunne hun ikke modstå.

»Vi troede, vi kunne flyve motorcykler ind, men det var umuligt, så i stedet måtte vi selv stykke offroaderne sammen af 20 år gamle motorcykeldele. Undervejs knækkede stellet på min motorcykel, og jeg måtte sætte den sammen igen med ståltråd og skruer.«

Turen op ad Mount Everest foregik på nordsiden og gik over adskillige gletsjere, kløfter og vandløb.

»Jeg ville aldrig gøre det igen«

»Vi måtte bruge gaffatape om motorcykelbukserne, for at de ikke skulle blive fyldt med vand. Det var isnende koldt, og vi kæmpede konstant med motorcyklerne, der kørte dårligere og dårligere på grund af det lave iltniveau,« forklarer Christina.

Gruppen boede nogle dage i Base Camp, inden de gjorde rekordforsøget. Det tog otte timer, og Christina nåede op i 5.320 meters højde, som var nok til at slå den tidligere rekord.

»Oplevelsen var helt fantastisk, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det var en fuldstændig absurd idé og sindssygt farligt,« konstaterer Christina, der oven i alle udfordringerne samtidig måtte tackle sin egen højdeskræk.

Det farligste skulle dog vise sig ikke at være selve rekordforsøget, som gruppen havde planlagt ned til mindste detalje, men noget helt andet, som de ingen kontrol havde over: vejret.

»Det regnede så heftigt på nedturen, at der kom jordskred, som vi havnede i på turen gennem grænselandet mellem Tibet og Nepal, og det var langt farligere end at køre på Mount Everest.«

Opslugt af nuet

I dag handler hendes liv ikke længere om adrenalinkick, ekstreme stunts og vovemod. Det drive, der fik hende til at bryde grænser både fysisk og mentalt som barn og ung, bruger hun nu i sit arbejde som psykolog i Landsbyen Sølund.

»Set udefra er det jo to vidt forskellige verdener, men det pudsige er, at i virkeligheden er det de samme grundlæggende psykologiske redskaber, der driver mig i dag, som også drev mig dengang,« konstaterer hun.

Skåret ind til benet handler det om en stor videbegærlighed, en lige så stor glæde ved at fordybe sig og evnen til samtidig at være hundrede procent intenst til stede i nuet.

»At lære at køre på to hjul krævede lang tids træning, som begyndte ved køkkenbordet med en underkop, hvor jeg brugte timer på at regne ud, hvordan jeg skulle styre for at holde balancen,« husker Christina.

»Jeg lærte at gå ind i mig selv og fokusere, så jeg var fuldstændig opslugt af det, jeg nu skulle. Jeg prøvede at forestille mig, hvad der skulle til, og så mobiliserede jeg alle mine indre ressourcer og sanser på at gennemføre det. Og så øvede jeg mig og øvede mig og øvede mig,« tilføjer hun smilende.

»Det gav mig allerede som barn en psykologisk indsigt og intuitiv forståelse for sammenhængen mellem krop, psyke og omgivelser. Det har jeg båret med mig videre i mit voksenliv.«

Eventyret i det nære

Christina bor sammen med sin ægtefælle Sidsel lidt uden for Voerladegård på en naturskøn ejendom direkte ned til Mossø. Hun er stadig vild med hestekræfter, men i dag er motorcykel- og bilstunts skiftet ud med islænderheste.

Selvom hun ofte rejser ud og oplever verden, er eventyr ikke længere noget, Christina udelukkende forbinder med krævende udfordringer og grænser, der skal brydes.

»Vi mennesker har en tendens til at jagte forestillingen om eventyret som noget fantastisk, der ligger og venter langt derude et sted, vi ikke kan nå. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre op med. Nogle gange er eventyret her allerede, hvis vi tør åbne øjnene for det,« konstaterer hun.

»Eventyret kan sagtens ligge i de små og nære ting. For eksempel i, at vi nu sidder og fordyber os i en samtale, som måske åbner nye horisonter og nye måder at se sig selv og verden på. Jeg tror, det virkelige eventyr begynder, når vi finder ressourcer og potentiale i os selv, hinanden og fællesskabet« tilføjer hun med et underfundigt smil.

»Jeg synes stadig, samspillet mellem krop og psyke er utroligt spændende. I dag ligger eventyret for mig i, hvordan vi mennesker ved at finde vores indre ressourcer og fælles ”væredygtighed”, kan blive bedre i stand til at skabe gode liv for hinanden og tackle de udfordringer, vi møder i livet.«