Lilleå Marked afslører de første bands – men lidt holdes stadig hemmeligt
Fredag aftens underholdning på Lilleå Marked 2024 er nu afsløret. Det samme er lidt af programmet for lørdag.
Billetsalget til årets Lilleå Marked i Hadsten er nu officielt skudt i gang. Dermed afslører Lions’ markedsfolk også årets første bands.
Fredag aften er Shu-bi-dua 2.0 hovedattraktionen. Desuden fylder Mercury Band traditionen tro aftenen med dansemusik.
Lørdag står den på helstegt pattegris med tilbehør. Om aftenen er der underholdning af to orkestre, som dog endnu forbliver ukendte. Desuden spiller en DJ fra klokken 17.00.
Der er også åbnet for at kræmmere kan tilmelde sig.
»Tilmeld jer og bliv en del af vores livlige kræmmermarked. Det er en unik mulighed for at vise jeres varer frem og møde masser af besøgende,« skriver markedsfolkene på Facebook.
Læs mere om billetter og stadepladser på www.lilleaamarked.dk
Datoen er ændret
Lilleå Marked er Hadstens store, årlige byfest, der hvert år samler tusindvis af nuværende og tidligere Hadsten-borgere.
Byfesten i Lilleåparken har siden begyndelsen i 1977 traditionen tro fundet sted i uge 32, men fra i år finder markedet sted i uge 34 fra 22. til 25. august.
»Det er for at sikre, at vores byfest står alene og kan nydes fuldt ud uden konkurrence fra andre store begivenheder som Smukfest og Randers Festuge. Sæt et stort kryds i kalenderen og forbered jer på en anderledes og endnu bedre byfest,« har Lions tidligere oplyst i en pressemeddelelse.