Syng dig gennem Randers’ historie
Randers Bibliotek og Randers Stadsarkiv fører sang- og historieglade deltagere igennem en musikalsk odysse.
Nu er chancen her igen for fællessang i byens gader. De gode folk fra Randers Bibliotek og Randers Stadsarkiv nemlig for anden gang byvandring med indlagte sangstop. skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.
Deltagerne går sammen gennem byens gamle, hyggelige gader og hører undervejs fortællinger fra væsentlige historiske steder – alt sammen krydret med musik og fællessang.
Det er biblioteksmusikant Peter Elmelund og arkivarerne Mathilde Storvang og Tina Knudsen Jensen, der går eftermiddagsturen gennem byens gader. Også denne gang er de gode fortællinger og fællessangen i højsædet. Den musikalske byvandring begynder ved Kulturhuset og bevæger sig herfra rundt i den centrale del af Randers’ bymidte.
»Det er anden gang, vi laver denne type arrangement. Arkivarerne fra Randers Stadsarkiv har stor erfaring i at gå en klassisk byvandring med fokus på fortællinger, men vi oplevede sidste år, at det bliver en anden stemningsfuld oplevelse, når vi kobler sange på historierne undervejs,« forklarer arkivar Tina Knudsen Jensen.
»Vi har i flere år haft et samarbejde med Randers Bibliotek om de populære Syng Randers Rundt-arrangementer, så det giver rigtig god mening også at udbrede både de gode fortællinger og sangene på denne måde.«
På den musikalske byvandring bliver du – modsat til Syng Randers Rundt-arrangementerne, der er tilrettelagt af bibliotek, arkiv og Korby Randers – taget med på en forudbestemt rute gennem byen, og du får hvert sted en historisk fortælling om netop dette sted og synger sange, der er afstemt i forhold til stedet.
»Ruten er fuld af spændende fortællinger, og byens gader kommer til at genlyde af glade sangstemmer. Så du kommer forhåbentlig både lidt klogere hjem og en hel del gladere efter en skøn fællessang,« smiler Tina Knudsen Jensen.
Billetter til den musikalske byvandring kan købes på museumoj.dk.