Vilde navne afsløret: 90'er-festen vender retur med et brag på hestemarked
De første navne til årets Hammel Hestemarked er afsløret.
Der er igen dømt rendyrket 90’er-nostalgi på Hammel Hestemarked.
90’er-festen vender nemlig retur som årets lørdagsfest efter et års pause, og det er med et par af sværvægterne indenfor 90’er-musik på plakaten.
Man kan se frem til Cartoons og Cut’N’Move inklusiv Zindy Laursen. Desuden kommer Christian Brøns og endelig Tania Evans fra eurodance-gruppen Culture Beat. Sidstnævnte er blandt andet kendt for kæmpehittet Mr. Vain fra 1993.
”Tegneseriebandet” Cartoons hittede især med sangene Witch Doctor og Doodah fra 1998.
Cut’N’Move havde mange store hits såsom Get Serious fra 1990, Give It Up fra 1993 og Upside Down fra 1996.
Med Christian Brøns bevæger vi os ind i begyndelsen af det nye årtusinde. Han blev nemlig kendt, da han deltog i den allerførste danske sæson af realityprogrammet Big Brother i 2001. Han forlod programmet i protest. Han blev i særdeleshed kendt for sin første single Du kan gøre hvad du vil fra netop 2001.
I pauserne spiller DJ Sune Engelbrecht.
Menu med minder
Det er ikke kun øregangen, som får serveret 90’er-vibes. Smagsløgene bliver også sendt fluks tilbage i tiden.
Menuen består af rosastegt kalveculotte, marineret kalkunbryst, flødekartofler, små stegte kartofler med rosmarin, rucolasalat med melon og pinjekerner, broccolisalat med pasta og bacon, rødvinssauce og hvidløgsflutes.
Den seks en halv time lange fest finder sted lørdag 7. september fra klokken 18.30.
Billetsalg begyndte 5. april via hjemmesiden www.hammelhestemarked.dk.
Mange kommer udklædt
Hestemarkedsformanden Per Bøving er godt tilfreds med årets første afsløringer.
»Jeg tror, at vi har ramt plet. Det er da i hvert fald et program, vi godt kan være bekendt,« siger han.
Det er sådan cirka femte gang, 90’er-festen er på programmet, men det er et par år siden sidst.
I 2023 var lørdagsfesten nemlig lavet om til tarteletfesten.
»Det var fint nok, men ikke helt, som jeg havde regnet med. Jeg tror, at folk synes, det var for kedeligt bare at skulle spise tarteletter. Men så har vi prøvet det. Vi skal jo prøve lidt af hvert af,« siger Per Bøving, som ved, at hestemarkedet aldrig går helt galt i byen med 90’er-festen.
»Folk vil virkelig det her, og rigtig mange kommer udklædte. Det er så sjovt, at folk gør noget ud af det,« siger formanden.
Han kan endnu ikke løfte sløret for resten af underholdningen på hestemarkedet, men han siger alligevel hemmelighedsfuldt om lørdag aften på DJ-pladsen:
»Det bliver svært at slå ’Ude af kontrol’ fra sidste år, men vi prøver. Der bliver også noget for de unge at komme efter fredag aften, og så har jeg ikke sagt for meget.«