Fortsæt til indhold

Johnny Madsen i bizart styrt: »Var ikke ’specielt ædru’«

Nu skal der også holdes pause fra maleriet.

Kultur og byliv
jro

Johnny Madsen er kommet til skade efter et noget bizart styrt - i sit soveværelse..

Johnny Madsen har altid gjort tingene på sin egen måde. Nu har han brækket kravebenet på sin helt egen måde.

Det skriver Ekstra Bladet.

»Han var på vej i seng og faldt over sine sko i soveværelset. Ja, det var jo mørkt,« siger Madsens manager, Jeanett Exner.

Hun oplyser videre til bladet, at Madsen ikke var ’specielt fuld’ - men dog heller ikke ’specielt ædru’, da ulykken skete.

Siden den, der skete for 10 dage siden, har den 73-årige sanger og kunstner ikke kunne svinge penslen.

Johnny Madsen har ikke spillet koncerter i flere år.

Han stod sidst på en scene tilbage i 2021. Men her måtte han trække stikket, da han fik en diskusprolaps.

Johnny Madsen er kommet til skade. Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix

Året efter - 2022 - sprang han også over, da de daværende coronarestriktioner ifølge Johnny Madsen skabte for lang afstand mellem ham og publikum.

I begyndelsen af 2023 oplyste musikeren kortfattet, at han også holdt pause i hele 2023. Den pause blev senere udvidet til også at indbefatte 2024.

Manager Exner oplyser, at Johnny Madsens malerarm forventes frisk om cirka seks uger.