Fortsæt til indhold

Rasmus elsker bluesmusikkens friske fætter: »Boogie-woogie fortjener et comeback«

31-årige Rasmus Mogensen fra Hørning er nybagt far, musikalsk schweizerkniv og fuldstændigt pjattet med en spillemåde, der måske er gået lidt tabt i tiden.

Kultur og byliv
bo

Venstre hånd spiller en insisterende, tung basgang, mens højre hånd danser over tangenterne i en impro.

Bag klaveret sidder Rasmus Mogensen, 31 år, nybagt far fra Hørning, langt fra Memphis. Det er blueset, det er jazzet – det er endda lidt rock’n’roll. Måske vil du genkende genren, når du hører den. Rasmus spiller boogieklaver.

Han var 15 år, da han fik sit første instrument. Det var en guitar, og han elskede den, for så kunne han spille fede soloer ligesom sine store, ansigtsmalede idoler i det amerikanske rockband KISS. Nogle år senere skiftede han til klaver, og da han omtrent samtidig oplevede den danske pianist Espen Just til en koncert på Posten i Odense, var han solgt.

»Jeg havde aldrig før hørt et klaver blive brugt sådan. Det var meget betagende, hvordan én mand med ét klaver kunne lyde som et helt orkester på en gang,« husker Rasmus, der efterfølgende lod sig opsluge helt af klaverets musikalske verden og begyndte at læse musikvidenskab på Aarhus Universitet.

I år har jeg en ambition om, at jeg skal spille boogiekoncerter fra Skagen til Bornholm. Der er så meget historie og god musik, der risikerer at gå tabt, og det ville virkelig være synd.
Rasmus Mogensen

Den upolerede, lidt flabede genre, Boogie-woogie, som Rasmus spiller i dag, er ikke ligefrem hentet fra hitlisterne. Den kommer fra sydstaterne tidligt i 1900-tallet, og den lugter lidt af blues. Ikke mange kender musikken, og det er en skam, mener Rasmus. Derfor har han sat sig for at udbrede kendskabet til bluesmusikkens friske fætter.

»Boogie-woogie fortjener et comeback. I år har jeg en ambition om, at jeg skal spille boogiekoncerter fra Skagen til Bornholm. Der er så meget historie og god musik, der risikerer at gå tabt, og det ville virkelig være synd. Så jeg håber, boogie kan få en renæssance,« fortæller Rasmus.

Han er glad for det meste ved musikken, men holder særligt af at dykke ned i gamle noder. Lige nu spiller han for eksempel Memphis blues, der er skrevet i 1912 og er et af de tidligste eksempler på blandingen af oprindelig blues og ragtime.

»Jeg underviser på en højskole og spillede noget af den en dag, mens eleverne satte stole på plads efter timen. De var sådan: WHAT – hvad er det lige, du laver med det klaver?! De havde aldrig hørt noget lignende. Og nu beder de mig spille den, efter hver time,« griner Rasmus.

Har du fået blod på tanden efter et nærmere bekendtskab med Boogie-woogie og Rasmus Mogensen kan du opleve ham fredag 12. april til en gratiskoncert hos Genfortæl på Mindet 3 i Skanderborg.