M/S Dagmar atter klar til at indtage søen
Med forårets sidste måned er det langt om længe tid til, at Dagmar vender tilbage til Skanderborg Sø efter syv måneders hi.
Når Dagmar 4. maj atter byder folk om bord, vil det være med en lang række nye og spændende events, som hidtil ikke har set dagens lys på Skanderborg Sø. Det skriver FjordTours, som driver M/S Dagmar, i en pressemeddelelse.
I år vil man blandt andet kunne opleve ølsmagning, livemusik og banko, mens ”kaptajn for en dag”-konceptet kan blive et hit hos de yngre sejlentusiaster.
Dertil vil der i 2024-sæsonen for første gang være guidede ture, som giver et indblik i naturen, historien og omgivelserne omkring Skanderborg Sø.
Det er desuden muligt for større grupper at booke Dagmar til private arrangementer, hvor man kan tilvælge events. Skibet har plads til 73 gæster.