Fortsæt til indhold

Gospelsang fylder Tivoli - Grenaa-kor er med

2300 gospelsangere skal på scenen på Plænen i Tivoli i København - 80 af dem er fra Grenaa.

Kultur og byliv

Lige midt i hjertet af København samles over 2300 gospelsangere fra hele Danmark i weekenden 20.-21. april for at fejre den 15. udgave af Tivoli Gospel Festival. Grenaa Gospelkor fra Grenaa deltager med 80 gospelsangere og kan ses og høres på scenen på Plænen lørdag 20. april klokken 13.10, hvor det gælder Grenaa-korets optræden i en begivenhed, hvor sangglæden og fællesskabet fylder, som gospelmusikken er kendt for.

Grenaa Gospelkor på hjemmebane i Grenaa Kirke. Pressebillede

Grenaa Gospelkor er et tre-stemmigt kor, som spænder vidt genre- og repertoire-mæssigt. Koret blev stiftet 28. marts 2019 og ledes af organist og korleder Christian Hemthurin Andreassen. Korets mange sangere mødes hver torsdag til sang og hygge. Der øves for det meste i Sognegården og i Grenaa Kirke.

Magien i Tivoli begynder allerede om lørdagen klokken 11.30 på Plænen, Pantomimeteateret og i Orangeriet, hvor kor i alle størrelser vil overdøve hvinene fra forlystelserne med deres gospeltoner.

37 kor på scenen

Siden begyndelsen i 2008 har Tivoli Gospel Festival været et højdepunkt for tusindvis af glade gospelsangere, der hvert år valfarter til Tivoli for at opleve den stemning og energi, som festivalen skaber. I år er ingen undtagelse, og med 37 gospelkor på plakaten er der garanti for en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.

Tivolis gæster kan over to dage se frem til at synge med på sange som Oh, Happy Day, His Eye is on the Sparrow og Order My Steps, når de 2300 korsangere indtager Tivoli. Det største kor, der kan opleves, er Gospelkoret Faith fra Kongens Lyngby, som danner et imponerende syn på Plænen med deres 140 gospelsangere.

Gospelkoret Old Stars fra Hillerød tilføjer karakter til scenen med deres limegrønne tørklæder og slips. Koret er ifølge deres formand, Danmarks eneste gospelkor udelukkende for seniorer, hvor alderspræsidenten er 92 år, og den yngste sjæl er 60 år.

80 fra Grenaa

Fra vest til øst er Danmarks byer og regioner repræsenteret på denne festlige dag. Grenaa Gospelkor tager gladeligt turen fra Djursland til Tivoli for at optræde med deres knap 80 sangere. Også Bornholm er til stede med koret AmaZing fra Rønne, hvis 35 sangere vil indtage festivalen med deres altid farverige tøj.

Mange forbinder gospelsang med amerikanske film eller kirken, men i Danmark har genren også fundet fodfæste som koncertmusik. Formålet med Tivoli Gospel Festival handler om mere end underholdning. Det er en fejring af sangglæden og fællesskabet, der opstår, når mennesker synger sammen. Tivoli giver alle mulighed for at deltage i denne fest, når entreen er betalt.

»Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til endnu en omgang af vores elskede gospelfestival, i hjertet af Tivoli. En fejring af gospelmusikken og sangglæden, men også af det vidunderlige fællesskab, der opstår, når vi synger sammen. Jeg ser frem til at dele denne fantastiske weekend med kor og publikum, og håber, at festivalen vil vække glæde og inspiration for os alle,« siger Mads Holm Andersen, der er koordinator for Tivoli Gospel Festival i en pressemeddelelse.