Dansk stjerneskud viser kæresten frem: Mødte ham til prinsens fødselsdag
Flora Ofelia Hofman Lindahl mødte sin kæreste i forbindelse med kronprins Christians fødselsdag, da skuespilleren skulle i "Aftenshowet", hvor han er runner.
Det kan godt være, at kronprins Christian var fødselaren. Men det var den fremadstormende skuespiller Flora Ofelia Hofman Lindahl, der endte med en af de største gaver efterfølgende.
Takket være tronarvingens fødselsdag mødte hun sin nye kæreste, Asger.
Det afslører det forelskede par foran den fremmødte presse, heriblandt Ekstra Bladet, til gallapremieren på filmen ”Hammarskjöld” onsdag aften i Imperial i København.
Da kronprins Christian inviterede unge fra landets kommuner og unge fra kulturlivet til fest på slottet i anledning af sin 18-års fødselsdag i oktober, lå der en invitation til Flora Ofelia Hofman Lindahl.
Efterfølgende blev hun spurgt, om hun ville medvirke i DR’s aktualitetsprogram ”Aftenshowet” for at fortælle om det. Backstage på tv-programmet arbejdede Asger som runner - en medarbejder, som tager sig af små, praktiske opgaver - og mødte der Flora Ofelia Hofman Lindahl.
»Jeg kendte hende ikke, da hun var med. Så vi mødte jo lidt bare hinanden menneske til menneske, og så syntes jeg bare, hun var sød, da vi faldt i snak,« fortæller 23-årige Asger til Ekstra Bladet.
Flere film
Flora Ofelia Hofman Lindahl, der netop nu er biografaktuel i dramaet ”Birthday Girl”, tilføjer, at Asger troede, hun var en af de unge udvalgte fra kommunerne og ikke en filmstjerne.
»Jeg syntes, han var sød og flot. Men jeg var så nervøs, at jeg var lidt i min egen verden, tror jeg. Så da han skrev, var jeg et kort øjeblik sådan: ”Hvem er det? Nå, det er ham den søde fra ”Aftenshowet”,« fortæller hun til Ekstra Bladet.
Asger havde skrevet til Flora Ofelia Hofman Lindahl og spurgt, om han måtte invitere hende ud.
Det måtte han gerne, jubler Asger.
»Og så endte det med, at vi tog ud og roede i kano, og nu er vi kærester. Der har været en masse vand under broen siden. Men alt er godt,« siger Asger til avisen.