Få historien om Borum Eshøj og kom helt tæt på bronzealderen
Moesgaard Museum inviterer på udflugt til den fredede gravhøj.
Måske har du hørt om eller endda set de berømte egekistegrave fra Borum Eshøj? Kisterne med de velbevarede fund er udstillet på Moesgaard Museum, men søndag 21. april kl. 10-12 får du mulighed for at høre om fundet på selve fundstedet.
Moesgaard Museum arrangerer nemlig en tur til den fredede gravhøj, hvor kisterne blev udgravet i 1870’erne, fortæller museet i en pressemeddelelse.
Kisterne indeholdt ligene af en kvinde og to mænd fra ældre bronzealder. De var iklædt nogle af de bedst bevarede oldtidsdragter i Danmark. De velbevarede personer, tekstiler og gravgaver giver et unikt indblik i bronzealdersamfundet. Borum Eshøj er fra ældre bronzealder (ca. 1500-1300 f.Kr.) og er én af de i alt 130 fredede fortidsminder i Aarhus Kommune.
Turen er en del af fejringen af den nationale Fortidsmindedag. Fortidsmindedagens formål er at gøre opmærksom på de mange fredede fortidsminder i land og by. Fortidsmindedagen er en chance for at høre historierne om, hvordan Danmark er blevet det land, vi kender i dag, formidlet på en måde, der fænger og involverer hele familien.
Undervejs vil turledere og arkæologer på Moesgaard, Marlene Sørensen og Lise Frost, fortælle om kæmpehøjen Borum Eshøj, om den omkringliggende gravplads og om bronzealderens landskab. Der vil desuden være mulighed for at se nogle af fundene fra bronzealderen helt tæt på.
Alle er velkomne. Turen er dog primært rettet mod børn i alderen 8-12 år. Der vil være kakao, kaffe, te og boller i det rekonstruerede bronzealderhus samt mulighed for at vinde ”Årets Borum Eshøj quiz”.
Mødested: P-pladsen ved Borum Eshøj-huset.
Billet kan købes via Moesgaard Museums webshop.