Fortsæt til indhold

Hammel synger 'House on Fire'

23. april har du muligheden for at slippe din indre sangfugl løs sammen med andre sangglade mennesker i Kulturhuset Inside.

Kultur og byliv
gs

Favrskov Bibliotekerne gentager succesen fra sidste år, og konceptet er stadig lige enkelt. Du får teksten til en aktuel popsang, når du ankommer, og sammen med sanginstruktør Line Groth og tre musikere, øver I jer på aftenens hit. Når I er blevet fortrolige med sangen, er det tid til en lille koncert. Denne aften skal vi synge Jonah Blacksmiths ”House on Fire”, fortæller bibliotekerne i en pressemeddelelse, og fortsætter:

»Nu tænker du måske, at du hverken har den største, flotteste eller reneste sangstemme? Det betyder ikke noget. Aftenen handler om at synge sammen og dele glæden ved musikken. Med de ingredienser skulle der gerne være garanti for, at det kommer til at lyde skønt. Og ikke mindst at det bliver sjovt.«

Sangaftenen 23. april i Kulturhuset InSide er en del af projektet Sangkraft Favrskov, hvis formål er at skabe bånd på tværs af køn, etnicitet, alder og sociale lag. Derfor ønsker Favrskov Kommune at bruge sangens kraft som løftestang til netop dét ved at blive et såkaldt sangkraftcenter.

Billetter kan købes på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside.