Musikhuset Aarhus har hemmelige steder - kender du dem?

Hvorfor er vi så vilde med at komme med i kulisserne og helt ind i maskinrummet?

Vi har sat os for at undersøge det faktum, at alle billetterne til ture bag scenerne i byens kulturinstitutioner bliver revet væk, så snart de sættes i salg.

Musikhuset Aarhus er en af byens allerstørste kulturhuse, og det har mange hemmelige og ukendte steder, hvor kun teknikere og udvalgte personer har adgang til dag.
Avisen fik en tur på den skjulte del af husets 36.000 kvadratmeter - det svarer til syv fodboldbaner.

Så hemmeligt at det var væk

Vi begynder turen med at gå op i toppen af det skjulte orgel, der kan anes og i høj grad høre i Symfonisk Sal. Den kommercielle chef, Anders Hede, kender huset som sin egen bukselomme og viser vej, men det viser sig, at den er så hemmelig, at Anders Hede faktisk farer vild.

Vi går op og ned på trappegange, før den rigtige dør dukker op. Symfoniorkesteret øver og må ikke forstyrres, så vi lister op ad trætrapper og befinder os pludselig i et univers, hvor tusindvis af sølvfarvede fløjter i et væld af størrelser fylder flere rum fra gulv til loft.

Det 16,5 tons tunge orgel har 3.200 piber. De er heldigvis helt stille, og til lyden af orkesteret nede fra salen lister vi ned igen uden at blive opdaget.

»Når vi demonstrerer orglet for gæsterne i salen ved at spille orgelmusikkens heavy metal, kommer de ud med en anden frisure, end den de gik ind med. Det er en kæmpe kraft,« fortæller Anders Hede, som jævnligt viser rundt.

På øverste etage

Vi går videre på de trappegange, hvor kun personalet færdes.

”Museloftet” står der på en af døren. Det har ikke noget med mus at gøre men henviser til en muse, der er en gudinde for inspiration. Hun er der nu ikke, og der er buldrende mørkt, da vi går ind og havner på det såkaldte snoreloft. Da lyset flere minutter senere er lokaliseret, kan vi se gennem det metalgitter, vi står på, at der er cirka 40 meter ned til scenen. Det er utrolig langt og skræmmende.

Men her kommer ellers kun teknikere, der hele tiden skal kunne se ned på scenen. De skal blandt andet sikre, at loftets 64 scenetæpper går rigtigt op og ned.

I dag er der bare os og en masse stålwirer, som gør det muligt at forme scenen med tæpperne på den måde, man har brug for. Ud over en scene i den rigtige størrelse og form, skal der også være plads til masser af liv og logistik med artister, der løber ind og ud af scenen og som klæder om i al hast.

Vi går ned gennem det høje scenetårn ad smalle og mørke metaltrapper. Vi passerer en gang, hvor en briks er placeret op ad væggen. Her valgte en af musikhusets folk en gang at tage sig en lur i mørket mellem en prøve og dagens forestilling. Den dag var en tekniker hidkaldt til at ordne noget på taget, og han famlede sig vej i det buldrende mørke, da han kom ind fra taget og skulle ned.

Et spøgelse i mørket

»I det han passerer medarbejderen, griber denne fat i teknikeren og siger: ”Hvad laver du her.” Mandens hjerte stod stille så tilpas længe, at han efterfølgende besluttede sig for ikke at vende tilbage til det sted nogensinde igen,« ler Anders Hede ved tanken.

Lidt længere nede ad trappen kommer vi forbi det sted, hvor en brandvagt en gang sad dag ud og dag ind. Der var en telefon installeret, så vedkommende kunne ringe efter hjælp.

»Lang tid efter at brandvagterne ikke længere var nødvendige, var der nogen, der ringede ind på telefonen midt under en koncert med symfoniorkesteret. Vedkommende blev ved med at ringe igen og igen. Så stoppede dirigenten koncerten, gik op og rev telefonen ud af stikket, gik ned på scenen igen og fortsatte koncerten,« mindes Anders Hede den bizarre situation.

Backstage

Vi når ned på scenen, der er kæmpestor, når ingen af tæpperne er nede. Der er god plads - også i sidescenerne, som bliver brugt til alt fra biler og både til heste af træ og levende cirkusheste. De har stået i bokse bygget til lejligheden i forbindelse med opførelsen af en Don Quixote-forestilling, hvor instruktøren mente, at der skulle intet mindre end en levende hest på scenen.

Vi passerer garderoberne, der er luksuriøse i forhold til mange andre scener i landet. Artisterne skal følge sig godt tilpas og hjemme, mens de arbejder i musikhuset. Det er også her, at de fester, når deres shows er ovre. Nogle mere end andre.

»Vi havde besøg af en trio, der bestod af den danske musikbranches grand old men. De kaldte sig Daltons, og den ene havde fødselsdag. Det blev fejret med masser af smøger på sidescenen i et ellers røgfrit musikhus. De drak også hinandens cognac på scenen under showet til underholdning for gæsterne, og så festede de i gaderoben efter koncerten. Da Lisa Nilsson kom dagen efter, måtte vi finde et andet garderoberum til hende, for vi kunne ikke nå at gøre det fødselsdagsramte godt nok rent,« husker Anders Hede.

Troldmandens værksted og taget

Vi går videre backstage og kommer forbi det hyggeligste og mest kreative sted i hele det store hus: Troldmandens værksted. Det er Filurens teaterværksted, der er fyldt med drejebænke, skruemaskiner, limpistoler, hatte, søm, skruer, udstoppede dyr og meget mere. Der bliver tryllet spændende børneuniverser frem til Filurens forestillinger.

Vi går fra den eventyrlige hule og helt op under åben himmel. Vores tur slutter på toppen på taget, der er lige så imponerende, og som også er et hemmeligt sted. For der må maks være 50 personer til stede i tilfælde af brand, så her kommer kun personalet. De har mulighed for at gå op og indtage deres frokost i selskab med regnbuen på Aros og en flot udsigt over byen.

Hvis du har fået lyst til selv at opleve de ukendte steder, bliver det muligt i efteråret. Musikhuset Aarhus planlægger at tilbyde guidede rundvisninger bag kulisserne.