Frihedsbudskabet fra London klinger igen
Der er alsang med frihedsbudskab på Fussingø Slot til Danmarks Befrielse.
4. maj vil frihedshedsbudskabet fra London igen lyde fra højtalerne ved Fussingø Slot. Det højtidelige øjeblik indtræder klokken 20.33, som det skete på samme dato i 1945, da de tyske tropper opgav besættelsen af Danmark.
Befrielsens forløsende ord markerer samtidig afslutningen på et arrangement, som Fussingø-gruppen og en række andre lokale foreninger står som fælles arrangør af, og som støttes økonomisk af Randers Kommune, fremgår det i en pressemeddelelse.
Der vil både være fællessang og taler. Årets taler er Flemming Kloster Poulsen, der er præst, fortæller, forfatter og tidligere tilknyttet Sct. Mortens Sogn i Randers og den danske kirke i London.
Sognepræst Søren Dam Kjeldsen vil give en indsigtsfuld præsentation af de valgte sange, og arrangørerne har allieret sig med Kasper Wittrup Laursen, der er kirkesanger ved Johanneskirken. Flemming Kloster Poulsen har lovet at tilsætte sangene musik med sin medbragte violin.
Da det hele foregår udendørs opfordrer arrangørerne deltagerne til selv at medbringe en stol og et lunt tæppe.