Bodil Jørgensen portrætterer kogebogsikon
Bodil Jørgensen kan i ’Frøken Jensens Kogebog’ på Randers Teater opleves i rollen som den forældreløse pige fra Randers, der blev hele Danmarks madmor. Forestillingen har premiere 29. august.
Kristine Marie Jensen blev født på en kro i Vestergade. Hun mister sine forældre i en ung alder, og fra da af er hendes tilværelse i Randers usikker. Det viser sig, at hendes sted-mormor kan tage sig af hende – i hvert tilfælde indtil hun også dør. På det tidspunkt er Kristine tolv år gammel. Hun står alene i verden, kun hjulpet af sin evne til at lave mad.
Senere bliver Kristine Jensen husholderske i en fin familie i København. Her møder hun en børneflok uden mor, så Kristine får rollen som reservemor. – særligt for det yngste barn, Lauritz Melchior, hvis fødsel var skyld i moderens død. Nu er det Kristine Jensen, der må tage sig af børn, der ikke er hendes egne.
Frøken Jensens kogebog er en musikforestilling med fem skuespillere og to musikere på scenen. Forestillingens dramatiker og instruktør er Martin Lyngbo.