Randers Kammerorkester er klar til ny sæson - Michala Petri er blandt gæsterne
Markante solister, stort symfoniorkester, mindre ensembler, intime hjemmekoncerter, koncerter for børn og musikalske oplevelser er på programmet i 2024/25.
Randers Kammerorkester inviterer i sæson 2024-2025 publikum med ind i koncertsalen for at opleve fællesskabet omkring den levende musik og den tætte kontakt til musikerne og orkestret.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Som en del af Randers Kirkemusikfestival opfører Randers Kammerorkester onsdag 2. oktober Joseph Haydns ’Skabelsen’ for kor, orkester og tre vokalsolister. 6. oktober slutter orkestret Kirkemusikfestivalen med en af J.S. Bachs kantater for kor, orkester og vokalsolister i forbindelse med en gudstjeneste i Sct. Peders Kirke.
Børn og deres voksne inviteres til koncert lørdag 9. november, hvor sanger og tv-vært Katrine Bille er konferencier og solist.
Michala Petri har gennem årene optrådt mange gange sammen med Randers Kammerorkester, og onsdag 20. november er hun solist i to blokfløjtekoncerter.
Også gratis koncerter
Julen er også i år en travl tid for Randers Kammerorkester. I slutningen af november og begyndelsen af december spiller orkestret otte julekoncerter i kirker i og omkring Randers.
Traditionen tro fejrer Randers Kammerorkester i januar det nye år med orkesterkoncerter 4. og 5. januar. Her er ægteparret Frederikke og Anders Kampmann solister som henholdsvis sopran og tenor. David Riddell står som sædvanligt på dirigentpodiet.
Randers Kammerorkester har mange flere koncerter på programmet, som man kan læse om på orkestrets hjemmeside. Billetsalget er åbnet.
Der er i øvrigt rig mulighed for at møde Randers Kammerorkester uden at skulle købe billet. Til Randers Festuge kan du med fri entré opleve Kammerorkestret på Værkets Amfiscene onsdag 14. august
Derudover er der traditionen tro tre Grøntsagskoncerter i februar, marts og april, og i maj, juni, november og december spiller orkestret i alt tretten gratis kirkekoncerter.